Kun én nation overgår Danmark, og "det siger alt"
Danmark har i flere år tilhørt cykelsportens elite, men starten på 2023 har været helt utrolig – i hvert fald målt på sejre.
Belgiens er historisk set blandt verdens absolut største cykelsportsnationer. Lige nu er det Danmark, der puster belgierne i nakken.
Statistikmediet ProCyclingStats fører blandt meget andet regnskab med antallet af sejre i UCI-løb per nation, og her er det kun Belgien, der overgår Danmark i 2023-sæsonen.
- 18 Belgien
- 14 Danmark
- 12 Frankrig
- 11 Holland
- 10 Storbritannien
Jonas Vingegaard er noteret for fire af de danske sejre, mens Mads Pedersen har hentet to.
- Det siger alt om bredden. Vi er gode på alle fronter. De bliver altså bare ved med at vinde, og det er ikke, fordi der har været nogen mirakler i de første to måneder, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.
- Vi har aldrig haft sådan en bredde. Ikke engang, da vi var allerbedst i 1990'erne. Der er flere, der er gode nu. Det eneste, vi manglede, var én, der kørte klassement i Grand Tours. Det har vi så også, siger han med henvisning til Jonas Vingegaard, der sidste år vandt Tour de France.
Rolf Sørensen tør ikke spå, præcis hvor Danmark kommer til at slutte på listen over sejre, men han kan ikke forestille noget uden for top-5.
Hertil pointerer han, at Danmark lige nu har 18 ryttere på WorldTour-holdene, mens Belgien, Frankrig, Holland og Storbritannien har henholdsvis 58, 82, 43 og 31.
- Det er en vild tid. Niveauet er bare generelt meget, meget højt, siger Rolf Sørensen.
- Vi er ude i, at det næsten er en skuffelse, hvis vi ikke snart får en sejr i en klassiker eller semi-klassiker igen.
I 2021 vandt Kasper Asgreen Flandern Rundt, der er et af cykelsportens fem såkaldte monumenter.