Cykling

Ekspert forventer spektakulær finale: - Pogacar skal være på vagt

TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen er skeptisk omkring Vingegaards vinderchancer i Paris-Nice. Men Pogacar skal tage sig i agt for David Gaudu.

Tadej Pogacar er snublende tæt på den samlede sejr i Paris-Nice, hvor han har hentet to etapesejre undervejs.

Sloveneren fører løbet med 12 sekunder til David Gaudu, mens Jonas Vingegaard er 58 sekunder efter inden søndagens afsluttende etape.

- Pogacar er selvfølgelig storfavorit til at vinde løbet samlet, men det bliver en etape med knald på fra start til mål, spår TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.

Eksperten har svært ved at se, hvordan Jonas Vingegaard skulle hente et minut på rivalen Pogacar, mens chancerne for en fransk overraskelse bestemt er til stede.

- Vingegaards chancer for at vinde løbet samlet er meget små. Det er Gaudu, der er i sit livs form, som har en chance for at kunne true Pogacars sejr. Men omvendt er etapens stigninger skræddersyet til Pogacar, lyder det fra Rolf Sørensen.

- Pogacar skal være på jagt, for Gaudu vil helt sikkert prøve at vinde. Han har på ingen måde givet op, og hans hold, Groupama – FDJ, har været flot kørende gennem hele løbet.

Pogacar er bevidst om trussel

Pogacar er udmærket klar over, at Gaudu og Vingegaard ånder ham i nakken i kampen om den samlede sejr.

- Vingegaard er en smule bagud i klassementet men stadig ikke for langt væk til at prøve noget søndag. Gaudu er super stærk, og det er ikke afgjort, hvem der er den stærkeste rytter i dette løb endnu. Det får vi svar på søndag, fortalte Pogacar efter sin sejr på syvende etape.

Undgår sloveneren uheld og en pludselig formnedgang har han mulighed for at vinde alle fire trøjer i løbet.

Efter syvende etape er Pogacar indehaver af førertrøjen, ungdomstrøjen og pointtrøjen, mens han mangler otte bjergpoint for at pille trøjen af danske Jonas Gregaard.

Forventer dramatik og etapevinder uden for top-3

Der venter feltet fem kategoriserede stigninger på ottende og sidste etape.

Det har klart været Pogacar, Gaudu og Vingegaard, der har været bedst kørende i højderne, men Rolf Sørensen vil ikke sætte sine penge på, at én af de tre kommer først over stregen.

- Jeg tror ikke, at det bliver Pogacar, Gaudu eller Vingegaard, der tager etapesejren. Jeg har fidus til ryttere fra det sekundære klassement, der holder hjem fra et udbrud, eller en rytter, der lykkes med at angribe i finalen. Det er altid svært at spå om, men jeg er sikker på, vi får et spektakulært løb at se, siger eksperten og fortsætter:

- Der er garanti for godt cykelløb. Vi har tidligere set, at løbet bliver vendt på hovedet under sidste etape, og at førertrøjen skifter ejermand. Vi plejer at se en stor angrebsiver på den afsluttende etape i Paris-Nice, så der er lagt op til et spændende cykelløb.

Du kan følge den sidste etape af Paris-Nice på TV 2 SPORT og PLAY fra klokken 12:50.