Riis og Bak var til stede, da tragedie ændrede cykelsporten for altid

For præcis 20 år siden rystede en tragedie cykelsporten.

Her mistede den tidligere Tour de France-firer Andrei Kivilev livet dagen efter et styrt på 2. etape af det prestigefyldte løb Paris-Nice, som blandt andre Jonas Vingegaard og Magnus Cort i skrivende stund deltager i to årtier senere.

Den kasakhstanske rytter havde ikke hjelm på, hvilket i flere lande var valgfrit på daværende tidspunkt. Og prioriteringen af kasketten over hjelmen var han bestemt ikke ene om i cykelfeltet at vælge. Tragedien skulle dog vise sig at blive begyndelsen på enden for den mulighed.

- Det var virkelig forfærdeligt, siger Bjarne Riis

Den tidligere holdejer Bjarne Riis husker tydeligt den tragiske episode og tiden efter. Han sad nemlig i sportsdirektørbilen for sit CSC-mandskab under løbet, der populært kendes som ’Løbet mod solen’. Med ét blev tilnavnet alt andet end retvisende for 2003-udgaven.

- Det var virkelig forfærdeligt. Når jeg tænker tilbage på det, går der nogle hurtige tanker igennem mig. Vi var på stedet og vidste ikke, hvor slemt det var, da vi sad i sportsdirektørbilen. Vi fik først at vide, at det var slemt, da vi kom mål. Og så døde han dagen efter. Det var dybt tragisk, siger Bjarne Riis til TV 2 SPORT.

Det er selvfølgelig vanskeligt at spå om, hvorvidt en hjelm havde reddet Kivilevs liv. Men ifølge hans daværende holdlæge på Cofidis-mandskabet havde området, han fik kraniebrud, været dækket af en hjelm.

Lars Bak oplevede det fra tæt hold

Den tidligere professionelle cykelrytter Lars Bak deltog også i det store etapeløb, og han husker tydeligt den 11. marts og 12. marts for 20 år siden – nok endda mere detaljeret end de fleste, der var med den dag.

Skæbnen ville det nemlig, at den dengang 23-årige silkeborgenser sad meget tæt på Kivilev, da han styrtede omkring 40 kilometer fra målstregen på et stykke, der gik moderat op ad bakke på vej mod Col de la Croix du Chaubouret.

- Det var etapen til Saint-Étienne, og jeg sad fem-seks pladser bag ved ham, og han kørte uden hjelm, fortæller Lars Bak.

Kivilev var ”ekstremt uheldig”

Han husker styrtet som ”ekstremt uheldigt”, for det skete i en umiddelbart ufarlig situation. Ét uopmærksomt øjeblik endte med at koste den kasakhstanske cykelrytter livet.

- Han rodede med noget i baglommerne eller sådan noget uden at holde på sit styr. Det skete, lige inden vi skulle ind på en lang stigning. Jeg kan huske, at feltet stadigvæk var samlet, så farten var ikke særlig høj, siger Lars Bak.

Pludselig lå Kivilev på asfalten i fosterstilling uden at bevæge sig. Han var kørt op i rytteren foran ham, Volker Ordowski, som havde problemer med sin cykel, hvorfor han var stoppet med at træde i pedalerne.

Selvom feltet ikke kørte meget mere end 30 kilometer i timen, viste styrtet sig at være mere voldsomt end som så. Kivilev tog fra med hovedet og ansigtet og pådrog sig straks alvorlige hovedskader.

- Jeg kan bare huske, at han lå på jorden, og så kørte alle jo bare videre. Så gik det først op for folk bagefter, at det her nok var lidt mere alvorligt, end det så ud til at være – fordi det var jo ikke noget voldsomt styrt, siger Lars Bak.

Døde morgenen efter

Kivilev lå livløs på den varme asfalt, mens han modtog behandling. Kort tid efter blev han transporteret til det nærmeste hospital.

Om morgenen den 12. marts modtag hans holdkammerater og senere resten af verdenen den nedslående nyhed om, at Andrei Kivilev kun blev 29 år.

- Det var jo vildt, vildt tragisk. Det var sgu ikke sjovt dagen efter, siger Lars Bak.

Den efterfølgende etape blev neutraliseret. Feltets ryttere gennemførte, fordi Cofidis-rytterne insisterede på at køre videre for at ære deres afdøde ven og kollega.

Side om side kørte de i mål et stykke foran resten af feltet. Holdet kørte alle med cykelhjelm.

”Alle hadede hjelme”

Nu vil det nok være logisk at antage, at samtlige ryttere valgte at køre med cykelhjelm dagen efter. Men det var ikke tilfældet.

Hjelmen fortsatte således med at være et omdiskuteret emne og stadig et hadeobjekt for flere ryttere, der ikke følte behov for at køre med den, husker Lars Bak og Bjarne Riis.

- Det var lidt mærkeligt. Dødsfaldet var ikke som sådan noget, der skræmte folk. Dagen efter og på de næste etaper husker jeg, at halvdelen af feltet stadig kørte uden hjelm, siger Lars Bak.

Cykelhjelme anno 2003 var ikke lige så attraktive at tage på som dem, vi kender fra dagens cykelfelt.

Funktionelle, behagelige og lette var nemlig ikke ord, man forbandt med cykelhjelme, fortæller Bjarne Riis. Hverken i 00’erne eller da han selv var aktiv.

- Min generation hadede hjelme. Jeg hadede hjelme. Desværre. Og de var altså heller ikke gode dengang, siger Bjarne Riis og uddyber:

- De var bare ikke gode nok. En hjelm, der beskyttede rytteren ved styrt, var ikke fed nok at have på. De var afskyelige og ubehagelige. For det første skulle vi vænne os til, at det så dumt ud sammenlignet med en kasket, og for det andet var de tunge og varme.

Dødsfaldet fik stor indflydelse på regler

Lars Bak husker også de ikke så behagelige hjelme.

- Der var jo de her bananhjelme, de også kørte med i gamle dage, men de var ikke sikre, fordi man kunne faktisk have den i baglommen og så tage den på til spurten. Men hvis du virkelig røg ned, hjalp den dig ikke.

- Så lavede man jo de her ’Poul Nyrup’-hjelme. De første af den slags vejede simpelthen så meget, at man fik nakkesmerter, og de var så uhandy. Min tidligere sportsdirektørkollega Hendrik Redant fortæller, at han fik nakkesmerter af at køre med dem.

Tragedien fik cykelverdenen og beslutningstagere til at reagere, og spørgsmålet om, hvorvidt cykelhjelme skulle være påbudt, blev rejst på ny. Det skulle vise sig, at styrtet blev begyndelsen på en ny tid.

Blot to måneder senere blev cykelhjelme påbudt i samtlige professionelle løb – dog med én undtagelse: Sluttede etapen på en lang stigning, måtte man smide hjelmen på de sidste fem kilometer. Den undtagelse blev skrottet året efter.

- Reglen blev ændret to måneder for sent. Men det er altid let at sige nu, konstaterer Bjarne Riis.

Hjelme er blevet allemandseje

Om folk ville det eller ej, var de nu nødt til at finde hjelmen frem, og det huede ikke alle.

Siden har teknologien dog gjort debatten overflødig.

- I dag vejer hjelme jo ingenting. De er fantastiske, siger Bjarne Riis.

Når han ser tilbage, kan han tydeligt huske, hvordan holdningen til dem var, da han var professionel.

- I 90'erne og tidligere var der mange – sådan set alle – der havde en klar holdning til hjelme: ”Hvorfor skulle vi bruge dem?”. Det ville vi selv bestemme. Men det er jo hovedløst at sige sådan set i bagklogskabenslys. Fordi man har jo et ansvar – også over for dem, der kigger på.

Hvordan ville en skepsis om hjelme blive taget imod i dag?

- Den ville bare blive ignoreret. Det håber og tror jeg. For selvfølgelig skal alle køre med hjelm. Der er ikke én rytter, der ville stille op i feltet i dag uden hjelm, siger Bjarne Riis.

Han glæder sig således over, at cykelhjelmen er blevet et must.

- Da hjelmen gjorde sit indtog i det professionelle felt, måtte man give afkald på sin frihed og acceptere, at man ikke kunne genkende rytterne i feltet. Det er selvfølgelig banalt at sige sådan. For spørger du mig i dag, vil jeg svare, at man selvfølgelig kører med hjelm. Det er en naturlig ting, siger han og perspektiverer:

- Det er ligesom så mange andre ting. Vi er jo alle klogere i dag. Da vi var børn, sad vi også på bagsædet uden sikkerhedssele. Det kunne man ikke forestille sig i dag.

Bak har gjort ting, han aldrig ville turde at gøre i dag

Lars Bak husker også den store kontrast mellem moderne cykelsport og dengang, hvor en kasket på hovedet var at foretrække.

Faktisk har han svært ved at forstå, at han har deltaget i cykelløb uden hjelm.

- Jeg har billede, hvor jeg kører en massespurt i Malaysia uden hjelm på. Det er jo egentlig vanvittigt. Jeg ville aldrig have turdet at gøre det i dag, men dengang var det jo bare en anden tid, siger Lars Bak.

En episode i Frankrig titter også frem i hukommelsen.

Tilbage i 2001 var Lars Bak på prøvekontrakt hos Team Fakta, og her oplevede han hurtigt den generelle holdning til cykelhjelme.

- Jeg stod inden start til et løb i Frankrig og ledte efter min hjelm. Folk omkring mig var sådan: "Hvad fanden skal du bruge den til?" Som amatør var man jo vant til, at man skulle have den på. Så jeg kørte den etape uden hjelm. Det var ikke noget, jeg tænkte over, men når man ser tilbage, kunne det jo have gået grueligt galt.

- Så det er jo virkelig godt, at der er kommet påbud om hjelme. Det står også i cykelrytteres kontrakter i dag, at man skal køre med hjelm under træning, fortæller Lars Bak.