Cykling

Vingegaard har kapituleret, siger sportsdirektør

Der er lagt op til et stort drama på 8. og sidste etape af Paris-Nice, hvor den berygtede Nice-etape venter.

Hvis man drømmer om, at Jumbo-Visma og Jonas Vingegaard vil skabe et festfyrværkeri på søndagens afsluttende etape, bliver man formentlig skuffet.

I hvert fald fortæller holdets sportsdirektør, Marc Reef, at ambitionen ikke længere er den øverste plads på podiet.

- Vi har nok kapituleret i forhold til sejren. Man skal aldrig sige aldrig, men vi så også i går (lørdag, red.), at vi forsøgte, men at de er lidt for stærke i øjeblikket. Derfor er målet med dagens etape at sikre Jonas en plads på podiet.

Så kigger I mere bagud end frem i klassementet?

-Vi kigger nok mere på Yates, for han er tæt på i klassementet, og han var rigtig stærk her sidste år. Så vi kigger mere den vej.

- Men hvis der er en mulighed, og Jonas føler sig godt kørende derude, så prøver han selvfølgelig på noget, fortæller Reef til TV 2 SPORT.

Forud for løbets afsluttende etape, der er kort, men meget kuperet, er Jonas Vingegaard placeret som nummer tre i klassementet.

Han er 58 sekunder efter Pogacar på førstepladsen og 46 sekunder efter David Gaudu.

På fjerdepladsen ligger Simon Yates, som Vingegaard kommer til at have et vågent øje på. Yates er 29 sekunder efter Jonas Vingegaard.

Du kan følge den sidste etape af Paris-Nice på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 12.50.