Tour de France

Touren lægger op til episk afslutning

For første gang i 35 år skal Tour de France afsluttes med en enkeltstart i 2024. Dagen inden venter en stor bjergetape.

Der bliver spænding om den samlede Tour-sejr til allersidste kilometer, når løbet slutter i Nice i 2024.

For første gang i 35 år skal verdens største cykelløb afsluttes med en enkeltstart – tilmed med to stigninger. Det har arrangøren, ASO, offentliggjort i en pressemeddelelse.

Dagen inden enkeltstarten skal rytterne gennem en 132 kilometer lang bjergetape med 4400 højdemeter. Det bliver altså andet andet end paradekørsel hen til podiet.

Den seneste Tour de France-vinder har svært ved at vente.

- Det bliver en meget, meget spændende afslutning på Tour de France 2024. Meget kan ske på de sidste to etaper, så jeg ser allerede frem til det, selvom der kan ske meget på halvandet år, siger Jonas Vingegaard på Twitter.

Med det program lægger Tour-ledelsen op til en episk afslutning, der måske kan måle sig med afgørelsen på løbet i 1989. Dengang kørte franske Laurent Fignon ud på sidste etape med et forspring på 50 sekunder ned til amerikanske Greg Lemond.

Men 50 sekunder var ikke den eneste forskel på de to ryttere. Greg Lemond stillede nemlig op med aerohjelm og bøjler på styret, hvilket var helt nyt i cykelsporten på det tidspunkt. Udstyret blev udslagsgivende, og Lemond endte med at vinde Touren med otte sekunder. Det er stadig den mindste margin, Tour de France er blevet vundet med.

Se forskellen på Fignon og Lemond herunder.

Laurent Fignon
Greg Lemond

OL fylder i Paris

Afslutningen i 1989 var en enorm skuffelse i Frankrig, og faktisk skal man stadig tilbage til 1985 for at finde den seneste franske vinder af Tour de France.

Men nu tør de altså igen at runde løbet af med en enkeltstart. Og 2024 giver god mening, nu hvor de olympiske lege fylder i Paris, og afslutningen derfor er flyttet til Nice.

20. etape strækker sig over 132 kilometer og 4400 højdemeter. Der er fire kategoriserede stigninger inklusive afslutningen på Col de la Coullole, hvor Tadej Pogacar netop har triumferet i Paris-Nice.

Enkeltstarten er 35,2 kilometer lang. Rytterne skal op over La Turbie (8,1 kilometer med 5,6 procent i snit) og Col d’Eze (1,6 kilometer med 8,1 procent i snit), inden det går nedad mod målstregen og den endelige afslutning på Touren 2024.