Veteran med adskillige brud efter grimt styrt
Dario Cataldo slipper ikke for en tur på operationsbordet efter sit styrt i Volta a Catalunya.
Dario Cataldos start på tilværelsen som 38-årig kan nærmest ikke være værre.
Mandag var italieneren involveret i det voldsomme styrt i finalen på åbningsetapen i Volta a Catalunya, og en CT-scanning foretaget efter etapen påviste, at han har pådraget sig adskillige brud.
Det oplyser Trek-Segafredo, Cataldos hold, på sin hjemmeside mandag aften.
Dario Cataldo har pådraget sig:
- Et brud på venstre lårbenshoved og højre hofteskål
- To tværtapsbrud i lændehvirvelsøjlen uden neurologisk påvirkning
- Flere brækkede ribben
- Et brækket venstre kraveben
Derudover er begge hans lunger kollapset.
Slipper ikke for operation
Trek-Segafredo oplyser endvidere, at Cataldo er ved bevidsthed , og at hans tilstand er stabil.
I første omgang vil han blive overført til et hospital i Girona, og efter yderligere undersøgelser skal han på operationsbordet for at få fikset bruddet i og omkring hoften.
Dario Cataldo har kontrakt med Trek-Segafredo til og med 2024.