Chef langer ud efter sit hold: - Det var dårligere end dårligt
Quick-Steps holdchef, Patrick Lefevere, langer ud efter sine ryttere efter en skuffende præstation ved endagsløbet E3 Saxo Bank Classic.
En 16.-plads.
Det var det bedste, Quickstep kunne præstere, da Yves Lampaert krydsede mållinjen som den første Quickstep-rytter i endagsløbet E3 Saxo Bank Classic.
Det belgiske cykelhold havde svært ved at hamle op med Wout Van Aert, Tadej Pogacar og Mathieu van der Poel, der mod slutningen kørte fra alt og alle.
Holdets teamchef, Patrick Lefevere, var stærkt utilfreds med sit mandskabs præstation. Det siger han til belgiske Nieuwsblad.
- I bussen gav jeg min mening til kende - som altid uden at råbe. Så siger Asgreen: "Jeg gjorde mit bedste." Sénéchal: "Jeg styrtede." Alaphilippe: "Jeg havde mavesmerter." Hvad vil du have, at jeg skal sige til det? Det var dårligere end dårligt, siger holdbossen.
Danske Kasper Asgreen kørte i øvrigt over stregen som nummer 51 i E3 Saxo Bank Classic.
Jakobsen og Merlier skal sikre genrejsning
Quick-Step får mulighed for at rejse sig oven på de undervældende bedrifter ved E3. Det gør de, når holdet søndag sætter til start ved endagsløbet Gent-Wevelgem.
Og noget tyder på, at Patrick Lefevere ser det belgiske løb som en oplagt mulighed for at vaske skuffelsen af sig.
- I Gent-Wevelgem overvejer vi at gøre det, vi egentlig ikke har lyst til: at udtage både Tim Merlier og Fabio Jakobsen.
Lefevere refererer til, at det er sjældent, at man sætter to topsprintere til start, da det kan rejse dilemaet om, hvem af de to der skal satses på, når løbet spidser til. Men Quick-Step føler sig nødsaget til at ændre taktikken nu.
- Fabio vil gerne køre, og vi har ikke mange argumenter for at lade ham blive hjemme. I Gent-Wevelgem kan vi allerede prøve at glemme E3, siger Patrick-Lefevere.
Og ganske rigtigt er de to sprintere udtaget til Gent-Wevelgem. Det fremgår af holdets hjemmeside.
Det belgiske løb har en flad afslutning, hvilket traditionelt set har gavnet sprinterne. Derfor har Quick-Step begrundet optimisme forud for endagsløbet.
Se løbet på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra cirka 14.15.