Vingegaard ærgrer sig over én ting efter stor triumf
Danskeren bevarer sin førsteplads i klassementet ved Baskerlandet Rundt, men ville gerne have udbygget føringen yderligere.
Jonas Vingegaard er flyvende for tiden.
Det kom igen til udtryk, da han torsdag vandt 4. etape af Baskerlandet Rundt. Det var danskerens anden etapesejr i det store cykelløb.
Jeg synes, formen er god
Jonas Vingegaard til TV 2 Sport
Mod slutningen af 4. etape lykkedes det Vingegaard og Mikel Landa at stikke af fra den store gruppe ved den sidste stigning.
De to duellanter havde på et tidspunkt hele 30 sekunder ned til forfølgerne tæt mod målstregen, men det forspring holdt ikke hele vejen.
- Det ærgrer mig, at de andre hentede os mod slutningen, for vi ville gerne have haft de 30 sekunder. Men sådan er cykling, siger Vingegaard i sit sejrsinterview.
Jonas Vingegaard sikrede sig foruden etapesejren også tre vigtige bonussekunder under den indlagte sprint.
Taget intet for givet
Selvom Jumbo-Visma-stjernen topper klassementet, får det ham ikke til at tro, at den samlede sejr er i hus.
- Jeg synes, formen er god. Der er stadigvæk to rigtig hårde dage tilbage, så vi må se de næste par dage, hvordan det går. Jeg tager det dag for dag, og så må vi få analyseret fredagens etape, siger Vingegaard til TV 2 Sport.
Men Tour-vinderen anerkender, at der er flere, der bejler til sejren.
- Jeg ved ikke, om jeg er den stærkeste i feltet, for der er virkelig mange, der byder sig til. I dag følte jeg mig stærk.
Top-tre på 4. etape
- Jonas Vingegaard
- Mikel Landa +0"
- Mauro Schmid +2"
Top-tre i klassementet efter 4. etape
- Jonas Vingegaard
- Mikel Landa +12"
- David Gaudu +31"
Fredag køres 5. etape af Baskerlandet Rundt.