Vingegaards datter er med på hans nye Tour-trøje
Den danske cykelstjerne har valgt et motiv på sin Tour de France-trøje, der har stor betydning for ham.
Da Jonas Vingegaard trådte op på podiet efter Tour de France-sejren i 2022, var datteren Frida med ham.
Det vil hun også være, når han til sommer skal forsøge at gentage triumfen i de franske bjerge.
AGU, der laver tøjet til Vingegaards hold, Jumbo-Visma, har nemlig lavet et specielt design, hvor stjernehimlen på en given dato og et givent sted er integreret i Tour-trøjen hos rytterne.
Her har danskeren valgt stjernehimlen over Viborg den 8. september 2020. Dagen, hvor datteren Frida blev født.
- Ud over mine cykeldrømme har jeg altid haft et ønske om et godt liv. Og det blev til fulde opfyldt, da min datter Frida kom til verden. Frida og min kæreste Trine betyder alt for mig, og de inspirerer mig til at få så meget ud af livet om muligt, siger Jonas Vingegaard i en pressemeddelelse.
Tanken bag Jumbo-Vismas stjernehimmel-trøjer er, at man skal "hylde drømme og udlevelsen af dem."
Kører for sejren igen
Jumbo-Visma hylder drømmene, og drømmen for holdet er klar: Jonas Vingegaard skal vinde Touren igen.
Sidste år vandt han foran slovenske Tadej Pogacar, som igen i år ligner den helt store udfordrer til den øverste plads på podiet.
Jumbo vil dog gøre deres for, at sejren går til Vingegaard, og de glæder sig også over den nye drømmende trøje.
- For os var sidste års Tour-sejr opfyldelsen af en stor drøm. Og den blev opfyldt, fordi vi turde drømme stort og med en deadline. Vi kommer til at bære denne trøje fra AGU med stor stolthed under Tour de France og selvfølgelig går vi efter at få opfyldt vores drømme igen, siger Team Jumbo-Vismas general manager Richard Plugge.
Ud over Jonas Vingegaard kører de øvrige Jumbo-Visma-ryttere også med specialdesignede trøjer med en specifik stjernehimmel på brystet.
Årets udgave af Tour de France begynder i spanske Bilbao med start den 1. juli. Det hele kan følges på TV 2's platforme.