Derfor er Vingegaards Tour-forberedelse anderledes end Pogacars
Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar er igen i år favoritter til Tour de France-sejren.
Deres mål er det samme, men forberedelsen til årets Tour de France er vidt forskellig for de to rivaler.
For mens Jonas Vingegaard bruger foråret på at køre etapeløb, pudser Tadej Pogacar primært formen af i en række endagsløb.
- Vi er forskellige på det område. Jeg kan bedre lide at køre etapeløb, og han kan måske bedre lide at køre endagsløb. Han har i hvert fald kørt rigtig mange endagsløb i år, siger Jonas Vingegaard til TV 2 Sport.
- Det er sådan, han har valgt at prioritere, hvor jeg har valgt at prioritere det, som er min force, og det er etapeløb.
Vingegaard forklarer hvorfor
Ser man på de to rytteres forår, er forskellen tydelig. Alle Vingegaards tre løb har været etapeløb, mens Pogacars seneste fem løb har været endagsløb.
Ifølge Vingegaard har han valgt, som han har, da han egner sig bedre til at køre løb over flere dage.
Hvorfor er det godt for dig med etapeløb og ikke løb, hvor alt bliver afgjort på én dag?
- En af mine store forcer er min evne til at restituere i et etapeløb. Derfor vil jeg nærmest sige, at jeg føler mig bedre kørende på femtedagen, end jeg gør på førstedagen. Derfor har jeg også lidt svært ved for eksempel i endagsløbene at præstere, fordi jeg føler, at de andre er bedre på førstedagen, end jeg er, siger Vingegaard.
- Men når vi kommer ud på dag 5 eller 15, føler jeg, at det er der, min force er. Derfor har jeg valgt at køre de her etapeløb, siger Vingegaard, der ikke afskriver, at han i fremtiden kan vælge endagsløbene til.
Begge Tour-favoritter har haft god succes med deres respektive løbsvalg.
Jonas Vingegaard vandt både Baskerlandet Rundt og O Gran Camino, mens han blev nummer tre i Paris-Nice.
Tadej Pogacar kørte først over målstregen i både Amstel Gold Race, Flandern Rundt og Fléche Wallone, ligesom han også vandt etapeløbet Paris-Nice.
Søndag gælder det endnu et endagsløb for sloveneren, når Liége-Bastogne-Liége sættes i gang.
Se den ikoniske klassiker på TV 2 og TV 2 Play søndag fra klokken 11.00.