Dansk talent tager uventet sejr
Blot 19-årige Carl-Frederik Bévort forsøgte at lave et leadout for sin Uno-X-holdkammerat.
Der var lagt op til sprinterafslutning, men den 19-årige Uno-X-rytter Carl-Frederik Bévort kom de allerhurtigste i forkøbet og vandt Fyen Rundt søndag.
Den unge rytter, der er en del af det danske banelandshold, satte så højt et tempo på de sidste par hundrede meter, at sprinterne ikke kunne følge med.
Og faktisk var det slet ikke meningen, at han selv skulle komme i position til at vinde et af Danmarks største endagsløb, der i år startede og sluttede i Middelfart.
- Det var lidt uventet. Det var ment som et leadout til Lasse (Norman Leth, red.), men så kiggede jeg tilbage og havde hul. Det er specielt og virkelig fedt, siger Carl-Frederik Bévort til TV 2 Sport.
- Sejren betyder meget. Det er bare fedt at prøve at vinde lidt. Det er lang tid siden, jeg har vundet på landevejen, og det giver helt klart noget moral.
I målområdet var Carl-Frederik Bévort omringet af holdkammeraterne, og Uno-X-sportsdirektør Christian Andersen var ét stort smil.
- Sådan, man! Du kunne jo godt, råbte han til vinderen.
Nicklas Amdi Pedersen (Coloquick) og Alexander Salby (det danske landshold) tog sig af henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Kaptajnen gav lov
Lasse Norman Leth, der er en stor stjerne på det danske banelandshold, lever fint med, at holdkammeraten snuppede sejren, selv om der var lagt op til, at det var ham selv, der skulle køres for.
- Det er helt okay. Jeg råbte, at han bare skulle køre. Jeg kom ikke helt med, og så fik han et kæmpe hul, siger Lasse Norman Leth.
Sejren må betragtes som værende Carl-Frederik Bévorts største på landevejen. Han kan dog prale af at have vundet DM for juniorer i 2021 – både enkeltstarten og linjeløbet.
På cykelbanen er han en del af det danske hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb, som har store traditioner. Han holder desuden rekorden i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb. Den satte han for godt et år siden og stødte dermed Lasse Norman Leth af tronen.
Store navne i angreb
Inden den hektiske finale var der masser af angrebslyst i feltet dagen igennem. Blandt andre Pelle Køster fra københavnerholdet Team Co:Play-Giant var ihærdig og lå 36 kilometer fra mål alene i front.
Han blev dog hentet, og da rytterne nåede ind på den knap syv kilometer lange rundstrækning i Middelfart, blev der åbnet for sluserne i feltet.
Både Michael Valgren og Mathias Norsgaard forsøgte sig med angreb, men det var Rasmus Bøgh Wallin (Restaurant Suri-Carl Ras) og Simon Bak (Coloquick), der slap væk.
De to ryttere havde længe cirka 15 sekunder ned til feltet, men på løbets sidste lille stigning i skoven lige syd for byen blev de hentet, og så vandt Carl-Frederik Bévort.