Giro d'Italia

- Det er sådan en, man husker, siger ekspert

Magnus Cort vandt 10. etape af Giro d'Italia efter en lang dag i udbrud.

Først hentede han udbruddet. Så hentede han etapesejren. Og nu henter Magnus Cort også rosende ord fra TV 2 Sport cykelekspert Emil Vinjebo for måden, han vandt 10. etape af Giroen på.

- Det gør altid sejren endnu flottere, at han vinder på den måde, som han gør. Han kører 25 kilometer op til de ryttere to i front, og det i sig selv er ikke noget, du bare lige gør.

- Det er virkelig, virkelig stærkt. Og så i de her betingelser med regnvejret og kulden … Det er sådan en, man husker, og en rytterne har respekt for i feltet. Når de står på stregen i morgen, får han nok et par knuckels af de andre, siger eksperten.

Alessandro De Marchi og Derek Gee åbnede festen på tirsdagens etape, og kort tid efter valgte Magnus Cort – sammen med Davide Bais – at køre op til udbruddet.

Mod afslutningen af etapen faldt Bais fra. Siden kørte de tre ryttere alene mod mål, og i den afgørende spurt var Cort hurtigst.

Sikrede historisk bedrift

Med sejren skrev Magnus Cort sig ind i historiebøgerne i dansk cykelsport.

Han er nemlig den blot tredje dansker efter Mads Pedersen og Jesper Skibby til at sikre det fornemme hattrick.

Og den bedrift siger meget om Corts imponerende karriere, mener Emil Vinjebo.

- Cort er lidt Mr. Grand Tour. Det er den niende etape i Grand Tour-sammenhæng nu, og det siger noget om den stabilitet, han har i de helt store løb.

- Han vinder næsten, hver gang han stiller op. Nu manglede han lige den her i Giroen, og sjovt nok var man aldrig i tvivl om, at han nok skulle ramme den snart, siger eksperten.

Magnus Cort kom første gang på tavlen i en Grand Tour, da han vandt to etaper i Vuelta a Espana i 2016. I Touren vandt han sin første etape i 2018.

Tirsdagens sejr i Giroen var hans første i det løb.

Geraint Thomas fører Giroen samlet med Primoz Roglic og Tao Geoghegan Hart henholdsvis to og fem sekunder efter sig.