Syg Mads Pedersen udgår af Giroen
Mads Pedersen forlader Giro d'Italia med en etapesejr.
Mads Pedersen stiller ikke til start på dagens 13. etape af Giro d' Italia.
Den danske cykelrytter udgår af den italienske Grand Tour med sygdom, meddeler hans hold Trek-Segafredo.
- Mads har haft en urolig nat med hoste. Han vågnede i morges med en øm hals og er ikke i stand til at køre cykelløb, skriver holdet på Twitter.
Mads Pedersen er langtfra den eneste i løbet, som må forlade løbet på grund af sygdom.
Corona har haft sit tag i feltet, og blandt andre favoritten Remco Evenepoel, som på daværende tidspunkt var i den lyserøde førertrøje, måtte udgå med covid-19.
Også danske Mads Würtz Schmidt har tidligere forladt løbet med sygdom.
Giro-feltet er nu nede på 135 mand. 176 ryttere startede løbet.
Cort eneste dansker tilbage
Mads Pedersen nåede en enkelt etapesejr i årets Giro. Den kom på 6. etape, da han sejrede i en massespurt.
Sejren gjorde ham historisk, da han blev den anden danske rytter til at vinde en etapesejr i hver af de tre store Grand Tours; Giro d' Italia, Tour de France og Vuelta a España.
Senere gjorde Magnus Cort ham kunsten efter. Jesper Skibby er sidste dansker i den eksklusive klub.
Netop Cort er eneste dansker tilbage i løbet.