Efter 11 måneder kan dansk mester endelig køre i sin trikot
Mathias Norsgaard får omsider mulighed for at vise dannebrogstrikoten frem i et løb. Det er 11 måneder siden, han vandt DM i enkeltstart.
Det er snart ved at være et år siden, at Mathias Norsgaard gjorde sig fortjent til at køre i dannebrogstrikoten, efter han vandt DM i enkeltstart.
Jeg vil give meget for at vise trøjen frem i en Grand Tour
Mathias Norsgaard om dannebrogstrikoten
Movistar-rytteren har dog endnu ikke haft mulighed for at vise sig frem i trøjen, men torsdag, 11 måneder efter triumfen, kan Norsgaard endelig trække i dannebrogstrikoten under det franske etapeløb Boucles de la Mayenne.
- Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver næppe til et sejrsbillede med den på, da jeg ikke er den mest eksplosive rytter på en 4,1 kilometer lang prolog. Men alene dét, at jeg kommer til at få et billede af mig selv i DM-trikoten, er fedt. Så har jeg noget at huske tilbage på i fremtiden, fortæller Norsgaard til TV 2 Sport.
- Det ville selvfølgelig have været optimalt at kunne trække i trøjen i et løb, umiddelbart efter jeg vandt den. Men sådan er det.
Missede at køre i dannebrog under Grand Tour
Norsgaard glippede akkurat muligheden for at iklæde sig dannebrogstrikoten under sidste års Vuelta a España.
Her udgik han efter niende etape med coronasmitte – dagen før en 30 kilometer lang enkeltstart.
- Jeg var så syg under Vueltaen, at det dengang ikke føltes som et kæmpe slag at glippe enkeltstarten. Det kom til gengæld, da jeg så enkeltstarten i fjernsynet, og mit navn blev nævnt. Da blev jeg nødt til at slukke, fordi det kom for tæt på, siger han.
Norsgaard bekræfter desuden, at han er udtaget til Movistars trup til Schweiz Rundt, hvor han får mulighed for at vise trøjen frem på en større scene.
- Jeg får to enkeltstarter i den under Schweiz Rundt, som er et relativt stort løb.
- Men jeg ville da have givet meget for at vise den frem i Giro d’Italia eller en anden Grand Tour.
Tager titelforsvar seriøst
Den nykårede vinder af Grand Prix Herning ser frem til at forsvare trøjen på den 39 kilometer lange enkeltstart, der venter rytterne til DM-ugen i Aalborg.
- Det bliver svært at forsvare trøjen. Det er åbenlyst, at jeg ikke er Danmarks bedste enkeltstartsrytter, men jeg tager det seriøst, og jeg vil give alt for at vise, at jeg har en medalje i mig, siger Norsgaard.
DM i landevejscykling bliver afholdt fra 22. til 25. juni og kan følges på TV 2's kanaler.