Italiensk mester tager karrierens største sejr
Filippo Zana vandt 18. etape, hvor Primoz Roglic vandt tid på Joao Almeida i det samlede klassement.
Iklædt den italienske mestertrøje kørte Filippo Zana (Jayco) sig torsdag eftermiddag til sin største sejr i karrieren.
På 18. etape af Giro d'Italia kørte han fra Thibaut Pinot (FDJ) i spurten på toppen af etapens sidste stigning.
Filippo Zana er i gang med sin fjerde Giro, og torsdagens sejr er den første i en grand tour for den 24-årige italiener.
I kampen mellem favoritterne rejste Primoz Roglic (Jumbo-Visma) sig, efter at han tirsdag smed sekunder til Geraint Thomas (Ineos) og Joao Almeida (UAE).
Sloveneren angreb og kørte over målstregen sammen med Geraint Thomas, der fører løbet, mens Joao Almeida på de to sidste stigninger kæmpede indædt for at komme tilbage, efter at han blev sat af.
Portugiseren kan takke sin holdkammerat Jay Vine for, at tidstabet blev holdt på 21 sekunder. Det kunne være endt langt værre, hvis ikke australieren havde trukket sin kaptajn afsted i et højt tempo.
Ikke desto mindre kravlede Roglic forbi Almeida og op på andenpladsen, hvor han fortsat er 29 sekunder efter Geraint Thomas. Joao Almeida har 39 sekunder op til den førende waliser.
Stærkt udbrud
På etapens første stigning ud af fem slap han afsted med seks andre ryttere.
Thibaut Pinot skulle på jagt efter point til bjergtrøjen, mens en af løbets udbryderkonger Derek Gee (Israel-Premier Tech) formentlig håbede på at veksle sine tre andenpladser til en sejr.
Derudover var Derek Gees holdkammerat Marco Frigo, Aurélien Paret-Peintre (AG2R), Warren Barguil (Arkea) og Vadim Pronskiy (Astana) med i udbruddet.
Lykkeridderne fik et stort forspring på over fem minutter og holdt sammen, indtil der var omtrent 30 kilometer til mål. Her måtte Vadim Pronskiy slippe. Og kort efter måtte Marco Frigo også strække våben.
I feltet tog Ineos ansvar dagen igennem, men tempoet var ikke højt nok til at hente udbryderne, som altså derfor endte med at slås om sejren.
Fredag venter endnu en bjergetape, hvor rytterne skal passere fem toppe. På løbets næstsidste etape lørdag gælder det en bjergenkeltstart.