Pogacars Tour-optakt bekymrer ekspert
Slovenerens optakt til dette års Tour de France har været langt fra optimal.
Tadej Pogacar mod Jonas Vingegaard. Det er den duel, mange danskere husker så lysende klart fra sidste sommer.
Men i år er det måske ikke en lige så stærk Pogacar, der stiller til start.
Jeg synes ikke, der bliver talt nok om, hvor langt bagud Pogacar nok er i sine forberedelser
TV 2 Sports cykelekspert Emil Vinjebo
For hvor Vingegaard har haft en relativt gnidningsfri optakt til Touren, styrtede Pogacar under Liège-Bastogne-Liège og brækkede håndleddet.
Det har selvsagt ændret markant i sloveneres planlægning frem mod Touren. Det betyder blandt andet, at Pogacar ikke stiller til start ved Slovenien Rundt. Det oplyser UAE's sportsdirektør, Andrej Hauptman.
- Det er svært at forestille sig, at han vil være klar til Slovenien Rundt. Vi vil dog udforske etaper af den kommende Tour (Tour de France, red.) med Pogacar, siger Hauptman til Wielerflits og fortsætter:
- Alt går efter planen. Tadej har det godt, men man skal være forsigtig med sådanne skader. Først når alt er normalt igen, kan han træne på fuld styrke. Han træner stadig efter et tilpasset program.
Pogacar har siden sin håndledsskade trænet på alternative måder. Således oplyser Hauptman, at UAE-stjernen har fulgt en nøje tilrettelagt plan fra en fysioterapeut.
Pogacar er langt bagud i forberedelserne mod Touren, mener ekspert
Det var ellers planen, at Pogacar skulle køre igennem sit hjemland som en sidste forberedelse frem mod Touren. Men sådan kommer det ikke til at gå.
Slovenerens lidt aparte forberedelse, bekymrer også TV 2 Sports cykelekspert Emil Vinjebo.
- Når Pogacar ikke bliver klar til Slovenien Rundt, som er om tre uger, betyder det, at han kun lige akkurat bliver klar til Touren. Det må være det, man kan udlede af det. Så jeg er lidt bekymret på Pogacars vegne, siger eksperten og pointerer:
- Jeg synes ikke, der bliver talt nok om, hvor langt bagud han nok er i sine forberedelser i forhold til sine konkurrenter. Når du skal være god i en Grand Tour, kræver det en langsom opbygning af formen, så ens udholdenhed er i top. Og det får han ikke nu.
For lige knap en uge siden gav Pogacar et indblik i, hvordan han holder sig selv i form i disse dage, da han delte en række billeder og videoer af processen på Instagram. Den billedserie undrer Emil Vinjebo en anelse.
- Det er sgu meget sjovt, at han løber op og ned ad nogle trapper nede i Monaco, men det er måske ikke den bedste forberedelse til Tour de France.
- Det får mig også til at tænke, om det er noget, han lægger op for at tricke sine konkurrenter, eller om det bare er der, han er, siger Vinjebo.
Frygter for ulige Tour-duel
Kigger man lidt frem i glaskuglen og skuer frem mod Tour de France, er det svært ikke at så en hvis tvivl om Pogacars forberedelse og reelle forfatning, når det franske cykelløb løber af stablen.
Emil Vinjebo har i hvert fald sin tvivl.
- Jeg er lidt bekymret på Pogacars vegne. Og jeg synes, det er ærgerligt, at det måske tyder på, at han ikke bliver 110 procent klar til Touren. For det fortjener den dyst, Vingegaard og Pogacar har haft, at de begge er.
Slovenien Rundt, som Pogacar skulle have deltaget i, begynder om tre uger.