Vingegaard klar til stor Tour-forberedelse
Jonas Vingegaard er meldt på startlisten i Critérium du Dauphiné, og det samme er flere andre stærke klassementsryttere.
Vi har ikke set meget til ham siden starten af april, hvor han vandt Baskerlandet Rundt.
Men nu melder Jonas Vingegaard sig igen klar til et nyt etapeløb, da han er på startlisten til Critérium du Dauphiné.
Det bekræfter løbet på sin hjemmeside.
- Selv uden de superhjælperyttere, der flankerede ham sidste sommer, er vinderen af Tour de France i 2022, manden, der skal slås i den 75. udgave af Critérium du Dauphiné, skriver de.
Løbet er nemlig en lakmustest, der måler favoritternes potentiale, inden de også skal brillere i det franske senere på sommeren.
- Det er op til Jonas Vingegaard at finde ud af, hvor slaget skal stå. Sidste år grundlagde han sin triumf i Paris ved at tage andenpladsen i Dauphiné efter en venskabelig duel mod holdkammeratern Primoz Roglic. Danskeren er siden steget til et nyt niveau og behøver ikke længere at dele kaptajnrollen, står der på løbets hjemmeside.
Flere store stjerner til start
Primoz Roglic, der lige nu kører Giro d’Italia, er altså ikke til start, men flere andre klassementsstjerner har meldt sin ankomst.
Du kan se den fulde liste nederst i artiklen, men stjerner som Richard Carapaz, Enric Mas, David Gaudu, Mikel Landa, Adam Yates og Daniel Felipe Martinez er på den foreløbige startliste.
Derudover er danskerne Andreas Kron og Anthon Charming også offentliggjort.
Du kan se Critérium du Daphiné på TV 2 Sport og TV 2 Play fra 4. juni.
Her er de ryttere, der har meldt sig klar til Dauphiné
- Jayco AlUla: Dylan Groenewegen og Lawson Craddock
- Bahrain-Victorious: Mikel Landa og Jack Haig
- Soudal Quick-Step: Julian Alaphilippe, Remi Cavagna og Andrea Bagioli
- Lotto Dstny: Andreas Kron, Maxim Van Gils og Victor Campenaerts
- Alpecin–Deceuninck: Ian Stannard
- Intermarché–Cirkus–Wanty: Louis Meintjes
- Bora–Hansgrohe: Jai Hindley, Sam Bennett, Emanuel Buchmann og Vils Politt
- AG2R Citroën Team: Ben O'Connor, Franck Bonnamour og Greg van Avermaet
- Groupama–FDJ: David Gaudu, Valentin Madouas og Lenny Martinez
- Cofidis: Guillaume Martin, Anthony Perez og Axel Zingle
- Team Arkéa–Samsic: Clement Champoussin, Anthony Delaplace, Hugo Hofstetter
- TotalEnergies: Pierre Latour, Alexis Vuillermoz og Edvald Boasson Hagen
- Astana Qazaqstan Hold: David de la Cruz
- Jumbo–Visma: Jonas Vingegaard, Christophe Laporte og Dylan van Baarle
- DSM: Romain Combaud og Max Poole
- Uno-X Pro Cycling Team: Tobias Johannessen og Anthon Charmig
- Movistar Team: Enric Mas og Matteo Jorgenson
- UAE Team Emirates: Marc Soler, Adam Yates, Matteo Trentin og Felix Großschartner
- Ineos Grenadiers: Egan Bernal, Daniel Felipe Martínez , Carlos Rodríguez og Ethan Hayter
- EF Education–EasyPost: Richard Carapaz og Esteban Chaves
- Trek–Segafredo: Guilio Ciccone og Juan Pedro López