Advarsel til Vingegaard – Pogacar smadrer os, siger dansker

Både Rafal Majka og Mikkel Bjerg fortæller, at den slovenske cykelstjerne er godt kørende nu.

Tadej Pogacar er i gang med genoptræningen efter sit styrt i april, hvor sloveneren udgik af Liège-Bastogne-Liège med et brækket håndled. Siden har han slappet af, restitueret og trænet hjemme.

Nu er Pogacar på højdetræningslejr i spanske Sierra Nevada, og inden Tour de France-starten 1. juli har han kun to løbsdage.

Det bekymrer dog ikke flere af holdkammeraterne på UAE Team Emirates, der er til start ved Critérium du Dauphiné.

- Det går godt. Jeg så, han var ude at træne rigtig godt i går (lørdag, red.), så jeg er ikke nervøs for, at han ikke skal ramme formen.

- Han smadrer os, når vi træner med ham, så vi skiftes til at tage en dag, hvor vi sidder med ham, og så må man tage et par hviledage efter, siger Mikkel Bjerg med et smil til TV 2 Sport.

Rafal Majka, der sidste år var blandt Pogacars vigtigste hjælpere i de store bjerge, tror på, at den lange løbspause gør kaptajnen godt.

- Vi ved, at Tadej har haft en lille pause, men jeg tror, det er godt for ham med en pause, så han kan være mere frisk til Touren, siger Rafal Majka til TV 2 Sport og fortsætter:

- Det er Tadej Pogacar. Vi ved, han har et stort talent. Jeg har allerede trænet i Sierra Nevada, og jeg er blevet meget stærkere. Han er en stor favorit til Touren.

Træningslejren kan have sin fordele

Tadej Pogacar er på højdetræningslejr i det spanske indtil 11. juni. Herefter vil han gennemse nogle af årets Tour de France-etaper, inden den sidste træningslejr venter i italienske Sestriere.

I den forbindelse påpeger Mikkel Bjerg, at der kan være fordele ved dén forberedelse frem for løb.

- Der er noget risiko forbundet med at køre de her løb, men han (Pogacar, red.) kan træne rigtig hårdt også. Jeg tror, at når man har det niveau, som de her top GC-ryttere (det samlede klassement, red.) har, så er mange af de her cykelløbskilometer spild af tid – altså, når man sidder og kører i feltet, så kan de faktisk træne derhjemme bedre selv.

Sierra Nevada-området ligger i det sydlige Spanien og er ofte brugt som højdetræningslejr af professionelle cykelhold.

Blandt andre Jonas Vingegaard var for nylig afsted med Team Jumbo-Visma.