Rolf Sørensen ånder lettet op på Vingegaards vegne

Den danske klassementsrytter har endnu ikke været impliceret i styrt.

Det tre første etaper af Critérium du Dauphiné er kørt, og vi har set mere til Jonas Vingegaard end ventet.

Selvom der har været tale om afgørelser for feltets hurtigste, har danskeren således været at finde langt fremme – flere gange endda som leadout-rytter i hektiske finaler.

Nu skifter terrænet dog karakter, og det glæder TV 2 Sports ekspert Rolf Sørensen, der hæfter sig ved, at risikoen for styrt bliver mindre for den forsvarende Tour de France-vinder.

- Nu handler det om Vingegaard, og jeg vil sige, at jeg ånder lettet op. Det har været tre dage i træk, hvor der er blevet taget risici. Det gør der bare i de her finaler.

- Jeg er lidt lettet over, at der ikke er sket noget, siger Rolf Sørensen.

På 4. etape skal rytterne ud på en 31 kilometer lang enkeltstart, hvor Jumbo-Visma-danskeren er blandt favoritterne.

En stressende finale

Da Jonas Vingegaard blev spurgt til finalen på 3. etape, var han heller ikke sen til at påpege, at den ikke var specielt rolig.

- Finalen var meget stressende. Det første store styrt lød ret voldsomt – nærmest, som om der sprang et dæk. Vi sad foran ved alle styrt. Det betaler sig nogle gange at bruge kræfter i fronten af feltet, siger han.

Vingegaard henviser til et styrt med 48 kilometer til mål, hvor mange ryttere var nede.

Der er et stort styrt i feltet, som ender med at sende mange ryttere i asfalten. Video: TV 2 Sport

Selvom han giver udtryk for, at der var meget stress i forbindelse med finalen, havde rytterne generelt en rolig dag på cyklen.

På store dele af etapen foregik det hele i et astadigt tempo, hvor Vingegaard og co. ikke skulle gøre meget for at følge med.

Du kan se, hvordan det går på onsdagens enkeltstart, hvis du åbner for TV 2 Sport X eller TV 2 Play klokken 14.40.