Rolf Sørensen hæfter sig ved én ting i Vingegaard-interview

Jonas Vingegaard måtte se sig slået af Mikkel Bjerg på enkeltstarten i Critérium du Dauphiné.

Det sker sjældent, men onsdag måtte Jonas Vingegaard se sig slået af en landsmand.

Mikkel Bjerg var 12 sekunder hurtigere end Vingegaard på den 31,1 kilometer lange enkeltstart i Critérium du Dauphiné, og det danske Tour de France-håb måtte derfor også se Bjerg køre sig i løbets førertrøje.

I sit interview med TV 2 Sport efter strabadserne roste Vingegaard sin to år yngre landsmand, men cykelekspert Rolf Sørensen hæftede sig udelukkende ved Vingegaards "fuldstændig vanvittige ærgerrighed".

- Han er skuffet. Han er simpelthen skuffet. Han var ikke tilfreds med sig selv, lød det fra Rolf Sørensen, efter at han og seerne havde hørt interviewet med Jonas Vingegaard.

- Enkeltstarten har vist sig at være vanvittig hård. Langt hårdere end det profilen i virkeligheden viser. Og det irriterer ham nok lidt. Men nu skal han hjem og kigge på tiderne, for han kører jo de andre i sænk. Det skal han lige skrive sig bag øret, kom det videre fra Sørensen.

- Flot kørt af Mikkel

Jonas Vingegaard kom i mål i næstbedste tid, selv om han ved første mellemtid var 20 sekunder hurtigere end Bjerg.

Jeg tror, at jeg lagde lidt for hårdt ud. Og så døde jeg bare

Jonas Vingegaard, cykelrytter

I mål var Vingegaard 15 sekunder hurtigere end Rémi Cavagna, der blev nummer tre på enkeltstarten – og han var 45 sekunder hurtigere end Adam Yates, som blev nummer otte.

- På en eller anden måde havde jeg håbet på at vinde, men den var godt nok led det sidste stykke. Jeg kæmpede noget med det, sagde Jonas Vingegaard i interviewet med TV 2 Sports udsendte reporter Rasmus Staghøj.

- Jeg tror, at jeg kørte en god enkeltstart sådan lige umiddelbart, så jeg tror egentlig ikke, at jeg kan være skuffet. Det er flot kørt af Mikkel.

Den forsvarende Tour-vinder kommer i mål på en forløbelig andenplads. Video: TV 2 Sport

Overrasker det dig, at han er 12 sekunder hurtigere end dig på sådan en enkeltstart?

- Både og. Han er jo en mega dygtig enkeltstartsrytter, så det er bare mega flot. Han har det i sig.

"Så døde jeg bare"

Hvad var din strategi for enkeltstarten?

- Det var egentlig at lægge hårdt ud, men jeg tror, at jeg lagde lidt for hårdt ud. Og så døde jeg bare. Jeg prøvede at spare midtvejs, og så prøvede jeg at give den gas til sidst, men der var bare ikke så meget at give gas med.

- Så på den måde kunne jeg måske have kørt den anderledes, men jeg tror ikke, at jeg havde fundet 12 sekunder, lød det fra Vingegaard.

Jonas Vingegaard ser nu frem til etaperne i bjergene, hvor han håber at kunne tage førertrøjen fra Mikkel Bjerg.

Som følge af sejren kan Mikkel Bjerg se frem til at køre i gult. Video: TV 2 Sport

Vingegaard er på andenpladsen i klassementet – 12 sekunder efter Bjerg. Critérium du Dauphiné slutter på søndag.

Top 3 i klassementet

Top 3 i klassementet
RankRytterHoldpoints
1Jumbo - Visma29:28:39
2UAE Team Emirates+2:23
3AG2R - Citroën Team+2:56
Se hele klassementet