- Jeg legede nok lidt for meget supermand, siger dansker
Anthon Charmig og Team Uno-X forsøgte at sætte kaptajn Tobias Johannessen i scene. Han kom ind med de andre favoritter.
Der var kamp om at komme i udbrud, da 6. etape af Critérium du Dauphiné tog sin begyndelse. Én af dem, der forsøgte sig, var danske Anthon Charmig.
Men i sin iver for at komme afsted brugte Uno X-danskeren for mange kræfter, erkender han efter ræset.
- Det var en hård etape. I de første 40-50 kilometer var der kamp om at komme i udbrud, hvor vi prøvede, og jeg prøvede, en del. Jeg legede nok lidt for meget supermand og troede, at jeg kunne gå med i det hele. Og på det her niveau koster det jo bare, så der havde jeg ondt i benene.
- Der var bare ryk på ryk på ryk hele tiden, og der skulle jeg nok have været bedre til at vælge mine momenter i stedet for at køre med på det hele. Og det koster jo bare kræfter. Det er noget, man kan gøre på et lavere niveau – køre med i det hele – men her skal man vælge lidt mere selektivt og spare på kræfterne.
De spildte kræfter betød, at Charmig missede udbruddet, hvor der i sidste ende blev kørt om etapesejren. Her triumferede tyske Georg Zimmermann.
Stolt af arbejdet
Anthon Charmig spillede alligevel en rolle på fredagens etape, da han og resten af Uno-X-holdet fik iscenesat kaptajn Tobias Johannessen.
- Vi prøvede at tro på vores mand. Jeg synes egentlig godt, vi kan være stolte af, at vi i et løb som dette tror på, at vi kan lave et resultat. Så hentede vi så ikke udbruddet, men vi gjorde forsøget, siger Charmig og tilføjer:
- Det er altid noget, der skaber en holdånd, at vi viser, at vi er med i løbet.
Johannessen sad med i finalen, og han krydsede målstregen i samme tid som de andre favoritter.
Den norske rytter ligger nummer ti i klassementet inden lørdagens store bjergslag.
Her skal rytterne op over stigningerne Col de la Madeleine, Col du Mollard og Col de la Croix de Fer. Løbet afsluttes med en bjergrig etape søndag.