Vingegaard er klar – ét sted kan han presses, mener ekspert
Lørdagens etape byder på 4.015 højdemeter for rytterne i Critérium du Dauphiné.
Smil i interviews. Succes som leadout-mand. Sejre til holdet, en sejr til sig selv – og den gule trøje.
Jonas Vingegaard har mildt sagt vist overskud i Critérium du Dauphiné indtil videre. Nu venter de sidste to etaper af løbet, og her må danskeren velsagtens trække lidt ekstra på smilebåndet.
Har du en favoritdag?
- Ja, helt klart i morgen (lørdag.), lød det prompte fra Vingegaard, da TV 2 Sport spurgte ham inden weekendens hårde etaper, der foregår i Alperne.
Men det er ikke kun danskeren, der ser frem til lørdagens store bjergslag. Det gør flere af de helt store konkurrenter også.
- Specielt på lørdag er en etape, der på papiret passer mig. Hvis jeg kan have det som i dag (fredag, red.), kan det være en ny god dag, siger Ben O'Connor, der ligger nummer to i klassementet, til TV 2 Sport.
Der skal nok ske et eller andet inden Col de la Croix de Fer
Christian Moberg, cykelekspert
Jai Hindley, nummer fem i den samlede stilling, er af samme opfattelse.
- Jeg ser frem til de længere stigninger, for de passer mig bedre. Der er nogle ikoniske stigninger de kommende dage, så der bliver hårdt og interessant ræs.
Flere af de ikoniske stigninger, som Hindley omtaler, er på plakaten lørdag.
- Col de la Madeleine: 25,1 kilometer, 6,2 procent i snit
- Col du Mollard: 18,5 kilometer lang, 5,8 procent i snit
- Col de la Croix de Fer (afslutning): 13,1 kilometer, 6,2 procent i snit
Her er profilen for lørdagens etape:
Eksperter udpeger nøglemoment
TV 2 Sports cykelekspert Christian Moberg påpeger, at selvom konkurrenterne også glæder sig til lørdag, har danskeren en stor fordel.
- Vi må se i øjnene, at han (Vingegaard, red.) har et fint forspring til de andre, så de skal ud at finde på noget, hvis de skal drille ham. Så kan han sagtens sidde tilbage og vente, fordi han har vist sig at være den stærkeste bjergrytter indtil videre i løbet – og generelt en af de allerbedste i verden.
Samtidig tror Moberg, at der er en delikat ret i vente lørdag.
- Der skal nok ske et eller andet inden Col de la Croix de Fer, og det er dér, han (Vingegaard, red.) skal være vågen, og det er der, Jumbo-Visma kan presses – inden de kommer til bunden af Col de la Croix de Fer.
For det bliver på netop Col de la Croix de Fer, at Vingegaard vil sætte ind med et eventuelt angreb, mener ekspertkollega Rolf Sørensen.
- Han kommer til at vente længe, og det bliver kun på den sidste stigning, medmindre der er fuldstændig rød alarm, og de har kørt til højre og venstre, for så kan det være, at han er nødt til at køre med dem.
- Ellers er det de sidste 13 kilometer på Col de la Croix de Fer, hvor han, når han kan mærke, at nu passer pengene, kører og ser, hvad det bliver til.
Se lørdagens bjergslag på TV 2 Sport X og TV 2 Play fra 13.10.