Vil genindføre spurt i Touren – ikke godkendt endnu
ASO vil have spurten om bonussekunder tilbage i Touren. Men om det har en effekt er tvivlsomt, mener TV 2 Sports cykelekspert Emil Mielke Vinjebo.
De blev lanceret som en ”invitation til at angribe.”
Og de var væk i 2022, men nu vil Tour de France-organisationen, ASO, have dem med igen. I 2018 blev der indført en ekstra spurt i Tour de France, hvor der var sekunder til klassementet at køre om. Spurten var med til og med 2021 i forskellige udgaver, men var ikke med i 2022.
Men nu skal den tilbage igen. Bonusspurterne er nemlig markeret på ruteprofilerne på Tourens officielle hjemmeside.
Jeg tror ikke, at Touren bliver afgjort på bonussekunder
Emil Mielke Vinjebo, cykelekspert TV 2 Sport
TV 2 Sport har været i kontakt med Tour-organisationen ASO, der fortæller, at de ”absolut gerne vil have bonusspurterne med i år, men at de stadig venter på godkendelse fra UCI.”
Hvis der kommer en godkendelse, vil bonusspurten være på seks etaper, og i alle tilfælde er den på toppen af stigninger i forskellig sværhedsgrad. Og den kommer fra alt mellem 6 og 28 kilometer fra mål.
TV 2 Sports cykelekspert Emil Mielke Vinjebo husker ikke kampen om bonussekunder i 2021 så tydeligt, og det er måske en meget god indikation på, at det ikke har haft den store effekt.
- Det har ikke hængt fast, og det har ikke givet det store drama. Det har ikke gjort det mere spektakulært, men det kan være, at det gør det i år. Selvom jeg måske selv er mere til de traditionelle, hvor der kun er sekunder at hente på målstregen, siger eksperten.
- Det passer bedre til Tadej Pogacar end til Jonas Vingegaard, hvor Pogacar vil vinde en spurt mellem dem ni ud af ti gange. Det er hans specialitet og spidskompetence at spurte tæt mod toppen. Men man kan jo også sætte holdkammerater i front og i udbrud for at eliminere sekunder.
Det er seks, fire og to sekunder til de tre første over spurten.
Store bjerge og skrappe stigninger
Det er på disse etaper, hvor arrangørerne vil have spurten indført:
- 1. etape fra Bilbao til Bilbao: Her vil bonusspurten komme med 13 kilometer til mål på toppen af den skrappe Côte de Pike-stigning.
- 2. etape fra Vitoria-Gasteiz til Saint-Sébatien: Her kommer spurten med 16,5 kilometer til mål på toppen af kategori to-stigningen Jaizkibel.
- 5. etape fra Pau til Laruns: Her vil spurten komme på toppen af kategori et-stigningen Col de Marie Blanque, der kommer med 18,5 kilometer til mål.
- 12. etape fra Roanne til Bellecille-en-Beaujolais: Her kommer spurten med 28,4 kilometer til mål på Col de la Croix Rosier-stigningen, der er 5,3 kilometer lang og stiger med 7,6 procent i gennemsnit.
- 14. etape fra Annemasse til Marzine Les Portes du Soleil: Her kommer spurten på toppen af Col de Joux Plane, der er uden for kategori og har sin top med 12 kilometer til mål.
- 17. etape: Saint-Gervais Mont-Blanc til Courchevel: Den sidste bonusspurt kommer på toppen af Col de la Loze, der er uden for kategori. Den kommer med bare seks kilometer til mål.
TV 2 Sport har kontaktet den internationale cykelunion, der endnu ikke er vendt tilbage på henvendelserne.
Spurten, som ASO nu vil indføre igen, så lyset for første gang i 2018.
Her var den placeret på flad vej på sprinteretaper, og derfor blev der ikke for alvor kørt om dem blandt klassementsfolkene, fordi farten i forvejen var utrolig høj hen mod finalen, og risikoen ikke var værd at tage, da der kun var tre, to og ét sekund at gøre om.
Efterfølgende blev gevinsten ved at komme først dog forhøjet til otte, fem og to sekunder til de tre første, mens spurterne blev placeret på toppen af små stigningerne eller større bjerge.
Touren bliver ikke afgjort på bonussekunder
TV 2 Sports cykelekspert tror generelt ikke, at det kommer til at have den store indflydelse på dette års Tour de France.
Men måske kan det give lidt ekstra kolorit til løbet, erkender Vinjebo.
- Hvis der for alvor kommer til at blive kørt efter dem, kommer det til at blive sværere for udbruddene, da de formentlig vil blive hentet inden toppene. Jeg ønsker egentlig, at der kommer to løb i løbet, da det er mere spektakulært, men det her kan ødelægge det, siger Vinjebo.
Hvor meget betyder otte sekunder egentlig i den samlede stilling?
- Hvis du tager otte sekunder nok gange, kan det give mening. Men jeg håber ikke, det kommer til at gøre en forskel. Touren i år er virkelig hård, og bare på 17. etape kommer der til at være store forskelle. Så jeg tror ikke, at Touren bliver afgjort på bonussekunder.
Eksperten mener dog, at sekunderne kan ende med at blive et redskab for Tadej Pogacar på mellemetaperne, hvis han får det svært mod Vingegaard i bjergene.
Tour de France starter 1. juli i den nordspanske by Bilbao. Du kan se Tour de France på TV 2 og TV 2 Play.