Undrede du dig? Derfor stod Jumbo-Visma med spøjst trofæ
Da Jumbo-Visma blev kronet som vindere af holdkonkurrencen, blev de udsmykket med et trofæ med tallet ”92” på.
Det har været en stor Tour de France for Jumbo-Visma. Bedst symboliseret ved Jonas Vingegaards imponerende sejr.
Men Jumbo-Visma som hold og enhed har også meget at være tilfredse med. For søndag aften fik de vidnesbyrdet om, hvor stærkt et hold de er, da de blev kåret som vindere af holdkonkurrencen.
Derfor blev de også overrakt en buket blomster og en gennemsigtig pokal med en skrigende gul midte og med tallet ”92” skrevet indeni.
Tallet 92 er ikke helt tilfældigt, og hvis du føler, du har lagt ekstra mærke til dét tal i årets Tour de France, så giver det faktisk meget god mening.
Sponsoren af holdkonkurrencen er nemlig Frankrigs 92. departement, Hauts-de-Seine. Der er derfor tale om gængs reklame.
Departementet har også haft en port på hver etape af Touren med 92 kilometer til mål.
Hauts-de-Seine, der ligger vest for Paris, er en del af tre departementer, der danner ring om hovedstaden.