- Det er jo ikke et bjergløb, siger landstræner om Vingegaards OL-drøm
Ifølge landstræner Anders Lund skal næste års OL formentlig afgøres i en spurt.
Lige så gode erfaringer Jonas Vingegaard har med at cykle i Paris, lige så få har han med at køre på det danske landshold.
Næste år drømmer han om at rumme begge dele på samme tid ved at stille op til OL.
Det er faktisk nogle snakke, vi har haft inden Touren, hvor han fortalte, at han gerne vil prioritere landsholdet mere
Anders Lund, landstræner
Men selv som dobbelt Tour de France-vinder kræver det selvfølgelig en udtagelse af landstræner Anders Lund, der helst ikke vil love noget.
- Alt peger på, at det bliver fire ryttere, og alt peger på, at selvom der er stigninger i Paris og op til Sacré Coeur - og selvom det kan blive en hård omgang - så er det jo ikke et bjergløb på nogen måde, siger landstræneren til TV 2 Sport.
Til OL skal herrerne ud på 273 kilometer og i alt 2800 højdemeter i og omkring den franske hovedstad. Ruten slutter fladt inde på Trocadéro-pladsen i det centrale Paris.
- Det kan godt pege i retningen af en spurt. Så det er jo de ting, man tager med, og så er det jo, hvem der er de bedste fire danskere til det.
- Det glæder mig meget, at Jonas i det hele taget kigger i retningen af landsholdet næste år, men umiddelbart er det jo ikke en spurt, der er hans spidskompetence, siger Ander Lund, der samtidig påpeger, at udtagelserne i sagens natur også kommer an på formen i næste sæson.
- Han vil prioritere landsholdet mere
Før Tour de France meldte Jonas Vingegaard afbud til det kommende VM i august, og danskeren har endnu til gode at stille op for landsholdet på seniorniveau.
Men det bliver der sandsynligvis snart lavet om på, fortæller den danske landstræner.
- Det er faktisk nogle snakke, vi har haft inden Touren, hvor han fortalte, at han gerne vil prioritere landsholdet mere næste år, hvilket jeg hilser meget, meget velkomment.
- Ikke bare i forhold til OL, men der er jo andre løb i form af et EM og et VM i Zürich, som også er en hård rute. Så det hilser jeg meget velkomment, siger Anders Lund.
Jonas Vingegaard har deltaget i et enkelt U23-VM.