Skjelmose hårdt ramt mentalt: - Det har jeg ikke prøvet før
Den danske Tour-debutant er indstillet på at forbedre et bestemt aspekt af det at være toprytter i de største løb.
Mattias Skjelmose viste sig flot frem i sit første Tour de France, men bag facaden har det været en enormt drænende oplevelse at deltage i verdens største cykelløb.
Det ramte ham for alvor, efter han rullede over stregen i Paris i søndags.
- Jeg har været fuldstændig udkørt. Meget mere mentalt end fysisk faktisk. Jeg var meget overrasket over, hvor træt jeg blev, og at jeg ikke havde så meget overskud til at se alt for mange mennesker. Og slet ikke mennesker, jeg ikke kendte, fortæller Skjelmose til TV 2 Sport.
Selvom et tungt hoved velsagtens et vilkår efter tre ugers ekstremsport forklædt som folkefest, kom det alligevel bag på Trek-danskeren, hvor hårdt det faktisk var at gennemføre med sindet i behold.
- Det var langt hårdere mentalt, end jeg havde regnet med. Hele den sidste uge var jeg virkelig udkørt oppe i hovedet, og jeg kunne bare se frem til bare at ligge på sofaen derhjemme. Det er ikke rigtig noget, jeg har prøvet før på den måde, så jeg var meget overrasket over, at det tog så meget på en, siger han.
Kigger mod Vingegaard
Forventningerne til den 22-årige Schweiz Rundt-vinder er enorme for fremtiden, hvor han blandt andet spåes som klassementsrytter i Grand Tours.
Med det følger endnu mere opmærksomhed, flere interviews og et større pres fra alverdens kanter, og det ved han godt.
- Det er helt sikkert noget, jeg skal forbedre, men jeg tror også, det er noget, der kommer med alderen.
- Jeg tror også, at Jonas (Vingegaard, red.) havde det langt sværere sidste år, end han havde i år. Jeg synes, han virkede meget mere afslappet i år, og jeg ved ikke, om det er noget, han har arbejdet med specifikt, men jeg synes, man kunne se en stor forskel i forhold til sidste år, siger Mattias Skjelmose.
Stødte ind i Mørkøv på morgentur
Heldigvis for Trek-danskeren er der efterhånden et hav af landsmænd, der kender alt til udfordringerne ved at køre de største cykelløb.
Og han mødte såmænd en med 13 gennemførte Grand Tours på bagen så sent som onsdag morgen på en træningstur, inden de begge skulle ind til Tour-fejringen i København.
- Jeg mødte lige Michael Mørkøv rent tilfældigt ude på Avedøre Holme, og så fik jeg da lige talt en masse ting igennem, og det er da superrart lige at kunne debriefe med en, der har erfaring, siger Skjelmose, der fik store roser med på vejen af netop Mørkøv inde på Råshuspladsen.
- Vi har selvfølgelig snakket Touren lidt ned, og i mine øjne er Mattias jo ikke en debutant. Han kører jo allerede på så højt niveau og han har så stor kendskab til cykelsporten, at det ikke er en rytter, der kan lære så meget. Men det er da klart, at hvis han har brug for et råd, så er han altid velkommen til at spørge, lød det fra Michael Mørkøv.
Mattias Skjelmose har haft et stort 2023, der foruden den samlede Schweiz Rundt-triumf blandt andet også tæller en etapesejr i samme løb samt en DM-titel i linjeløb.
I august er han med det danske landshold til VM i Skotland.