Vingegaard oplevede buhråb og slag i Frankrig
Jonas Vingegaard oplevede at få et par dask på de franske landeveje.
Onsdag var én stor kærlighedserklæring fra Danmark til Jonas Vingegaard.
Den nykårede Tour de France-vinder blev hele dagen fejret af tusindvis af danskere på Københavns Rådhus og i Tivoli.
Kærligheden værdsatte danskeren stort, men det var også lidt af en kontrast til det, han oplevede på de franske landeveje de seneste uger.
Det fortalte Vingegaard, da han fik et spørgsmål af Stine Bjerre Mortensen på scenen i Tivoli.
Hvordan er det at være så elsket her i Danmark?
- Jamen… Det er jo også helt fantastisk. Men jeg føler næsten, det er stik modsat i forhold til, hvordan det var i Frankrig, hvor der var en masse buhråb, og hvor jeg fik et slag eller to en gang i mellem.
Og hvorfor gjorde han så det? Ja, Vingegaard var ikke ligefrem en publikumsfavorit hos de franske tilskuere.
- Hvis der eksempelvis var en franskmand i front, så blev der buhet af favoritgruppen. Og så var de heller ikke for fine til at give et klap med, forklarer Jonas Vingegaard.
"Det er helt vanvittigt"
Den danske Tour-vinder var omvendt utrolig rørt over, hvordan danskerne tog imod ham i løbet af onsdagen.
- Det har været helt fantastisk igen i år. Der er sindssygt mange mennesker. Det er lige til at blive rørt af. Det er svært at sætte ord på.
- Det er helt vanvittigt, at så mange er dukket op. Det er noget, der rører mig, lød det blandt andet fra en tydeligt glad Jonas Vingegaard, da han akom til Rådhuspladsen.
Vingegaard skal torsdag fejres i Glyngøre, inden den står på lidt ferie.
Inden længe skal han dog i gang igen, da han i slutningen af august stiller op i årets sidste Grand Tour, Vuelta a Espana.