I dag passer fuldstændig perfekt til Kron, mener Rolf Sørensen

Han har allerede vundet en etape i årets spanske Grand Tour.

Tre gode grunde til, at Andreas Kron vinder 20. etape af Vuelta a España, siger du?

  • Bookmakerne har ham blandt topfavoritterne ✅
  • Eksperterne tror på det ✅
  • Kron blæser til angreb ✅

Etapen byder på intet mindre end ti stigninger i den mellemhårde kategori. Allerede fra start går det opad, og det er en fordel for Kron, mener TV 2 Sports ekspert Rolf Sørensen.

- Den passer fuldstændig perfekt til ham. Det er helt genialt, at den starter opad på den kategori 3-stigning, så det bliver dem, der har noget i benene, der rammer udbruddet.

- Jeg tror, han har en meget stor chance for at ramme udbruddet. Så må vi se på konstellationen, når det er kørt, siger Rolf Sørensen.

Ekspertkollegaen Emil Vinjebo hæfter sig også ved, at etapen ligger sent i løbet, og det gør det hele ekstra hårdt.

- Det er en fordel. Han er god i de længere løb – han er rigtig holdbar. Han er virkelig en fighter og har en stor tank, lyder vurderingen.

Andreas Kron har vundet 2. etape af Vuelta a España. Video: TV 2 Sport

Intet at tabe

Selv er Andreas Kron, der vandt 2. etape, som nævnt også ganske optimistisk.

- Jeg glæder mig. Jeg har ikke noget at tabe, for jeg har allerede vundet en etape og kørt en rigtig god Vuelta. Jeg skal bare ud at give det sidste, der er i benene, og så må vi se, hvor langt det rækker.

- Vi starter rigtig hårdt opad, så det afhænger af, om benene er gode.

Og det er dine?

- Det håber jeg. I går (torsdag red.) var det bedre end forventet, og i dag var også godt, da vi begyndte at træde i pedalerne, så jeg glæder mig, siger han til TV 2 Sport.

Om det lykkes Kron at ramme udbruddet og måske endda vinde, vil tiden vise. Du kan få syn for sagen på TV 2 Sport og TV 2 Play fra klokken 11.45 lørdag.