Vingegaard har klar opfordring til Kuss
Den danske Tour de France-vinder er klar til at miste Sepp Kuss som hjælper.
Hvis Sepp Kuss undgår styrt på 21. etape søndag, ender han som vinder af årets Vuelta a España.
Det er højst overraskende, for Kuss har primært gjort sig som hjælperytter i sin karriere – både for Primoz Roglic og Jonas Vingegaard.
Da jeg mødte ham, kendte ingen ham
Noemi Ferre, Sepp Kuss' kone
Her har han været yderst værdifuld, men med Vuelta-sejren følger en klar opfordring fra Vingegaard.
- Hvis han vil, får han flere muligheder som kaptajn i fremtiden. Jeg håber, at han har lyst til det. Han er så god, at han har fortjent hver en chance, siger danskeren til WielerFlits.
Opfordringen kommer velvidende, at det kan koste amerikanerens hjælp i fremtiden.
- Jeg mister måske en fremragende hjælper i bjergene, men det accepterer jeg med glæde.
Og nå ja – så kan det jo også åbne for andre muligheder:
- Måske kunne en delt kaptajnrolle i Touren være en mulighed? Helt sikkert, lyder det fra Vingegaard.
Rolf Sørensen tror ikke på det
Selv har Sepp Kuss udtalt, at det har givet ham mere tro på tingene at have den røde førertrøje.
Men Rolf Sørensen tror ikke, at vi skal vænne os til at se den amerikanske rytter i rollen som kaptajn.
- At være i den der vaskemaskine, når det hele kører hele tiden ... Det er hårdere, end man tror. Lige nu skal de bare være glade for, at det er sket, men jeg tror, at Sepp Kuss træder tilbage i den rolle, han er kommet fra før, lyder vurderingen.
Ekspertkollega Emil Vinjebo ser situationen meget lig Rolf Sørensen.
- Måden, han kan vinde på, er som i Vueltaen, hvor han skal ud og tage nogle minutter. Ellers vil han være i sin lidt mere låste og normale rolle som sidste mand i bjergene. At holde sig til i tre uger vil være et helt nyt element for ham, siger Vinjebo.
Elsker at være hjælperytter
I forbindelse med afslutningen på 20. etape fangede TV 2 Sport Sepp Kuss' kone, Noemi Ferre.
Hun kunne fortælle, at hendes mand nyder rollen som hjælper – noget han også selv har pointeret tidligere.
- Han elsker sit job som hjælperytter. Han kan godt lide at hjælpe andre og ikke have presset på sine skuldre. Det her kommer til at give ham meget mere selvtillid, siger hun.
Selvom selvtilliden vokser, mener Noemi Ferre ikke, at vi kommer til at se en helt ny udgave af Kuss.
- Han er den samme person. Da jeg mødte ham, kendte ingen ham. Han har ikke ændret sig overhovedet.
Jumbo-Visma har så godt som vundet alle tre Grand Tours i år. Primoz Roglic vandt Giro d'Italia, Jonas Vingegaard tog sig af Tour de France, og Sepp Kuss vinder efter alt at dømme Vueltaen.