Rolf Sørensen måber over finale: - Er du vanvittig?
Remco Evenepoel satte gang i løjerne.
21. etape af Vuelta a España blev et festfyrværkeri.
Den afsluttende etape i en Grand Tour er ellers en smule kedelig traditionelt set. Der køres paradekørsel, og så slutter det hele med en massespurt.
Remco Evenepoel ville det anderledes. Hans angreb med 38 kilometer til mål dannede et stærkt udbrud med blandt andre Filippo Ganna og supersprinteren Kaden Groves.
Herfra indledte feltet en vild jagt på udbruddet, der blev hentet med få hundrede meter til mål. Groves endte dog med at vinde etapen efter en laaang spurt.
Som rytterne krydsede målstregen, begyndte Rolf Sørensen, der ikke længe inden havde rejst sig i spænding, at grine i ren og skær begejstring.
- Er du vanvittig?! Det var den bedste finale, jeg længe har set. Hold da op, lød den umiddelbare reaktion.
Evenepoel kan ikke styres
Udbruddets mest overraskende medlem var Kaden Groves. I hvert fald, hvis man tænker på, at han var udråbt som favorit, hvis det blev en massespurt.
Men han turde ikke lade Evenepoel køre væk.
- Remco var en trussel mod den grønne trøje, så jeg have ham mistænkt for at ville prøve noget. Ikke for at tage trøjen men for at vinde etapen. Jeg vidste, at jeg var nødt til at følge med ham.
- Vi gik ind til etapen med et mål om at vinde den og beholde den grønne trøje. Det var ikke min intention at vinde fra udbrud, siger han i det officielle vinderinterview.
Rolf Sørensen er meget imponeret over, at det lykkedes australieren at vinde på den måde.
- Det er et stort nummer. Han turde ikke lade Evenepoel køre hjem, uden han selv var med, hvis de nu holdt hjem. Så han kørte simpelthen selv med. Det var med risiko for, at han kørte sig selv i sænk, siger eksperten.
Remco Evenpoel åbnede en lang spurt fra front, men han endte med at bliver nummer otte.
- Det var meget specielt
Quick-Step havde ellers også en anden plan. Danske Casper Pedersen skulle have spurtet, men det kom han aldrig rigtig til.
Han sad for langt tilbage, da udbruddet blev hentet, og blev nummer 22. Evenepoels angreb låste ham tilmed.
- Jeg havde håbet på en spurt. Når Remco blev slået, var det lidt ærgerligt, siger han til TV 2 Sport.
Ikke desto mindre er Pedersen overbevist om, at det var seværdigt cykelløb.
- Da jeg så, Remco rykkede, tænkte jeg godt, at det ville gå lidt hurtigere end normalt. Jeg tænker, det var ret spændende cykelløb, hvis man så det hjemmefra.
Jeg tillader mig at give den danske Quick-Step-rytter ret ... Vueltaen blev lukket ned med manér.