Ekspert ser ingen grund til øget spekulation om Roglics fremtid
Jumbo-Visma-kaptajnen har kørt for det hollandske hold siden 2016.
Som de stod skulder ved skulder på Vuelta-podiet i Madrid søndag aften, virkede alt fryd og gammen.
Vingegaard og Roglic havde nok på forhånd regnet med, at en af dem skulle stå øverst på podiet, men sådan gik det ikke.
I stedet viste de storsind og hjalp deres holdkammerat Sepp Kuss til den samlede sejr.
Men jeg er overbevist om, at han har tankerne om et skifte
Emil Vinjebo om Roglic
Dette – også set i lyset af slovenerens udtalelser i løbet af rundturen i Spanien – rejser spørgsmålet, om Primoz Roglic er tilfreds med sin plads i hierarkiet hos Jumbo-Visma.
Men græsset er som bekendt ikke altid grønnere på den anden side, påpeger TV 2 Sports cykelekspert Emil Vinjebo.
- De andre hold har også gode ryttere, og man skal altid være den bedste – lige meget hvor man er. Men det er en pointe, at andre kan hente Roglic. Det samme gælder for Sepp Kuss, men han (Roglic, red.) får så meget ud af at være på Jumbo-Visma, siger Emil Vinjebo og understreger:
- Det er kun dér, han har gjort, hvad han har gjort, og det er dem, der har gjort, at han kan præstere, som han kan. Så der er en risiko ved det, siger Vinjebo.
Roglic bør blive
Hvor Jonas Vingegaard har advokeret for, at Sepp Kuss skulle vinde Vueltaen, har det været sværere at tyde, hvad Primoz Roglic ønskede.
Og det får ikke ligefrem spekulationerne om et muligt skifte til at forstumme.
- Det har virket, som om det har været Roglic, der mest ville køre cykelløb. For han kunne også gøre sig historisk. Men han ville også have svært ved at vinde Touren mod Pogacar og Vingegaard på INEOS for eksempel.
- Den største mulighed for succes er at blive, fordi man kan komme i en fordelagtig position, hvor man kan køre om tingene – for eksempel hvis Vingegaard må udgå, siger Emil Vinjebo og slår fast:
- Af de grunde tror jeg, at han bliver, og at der ikke kommer noget brud før 2025, hvor Roglics kontrakt løber ud. Men jeg er overbevist om, at han har tankerne om et skifte, siger Vinjebo.
Eksperten pointerer også, at Primoz Roglic har kørt hos Jumbo-Visma hele sin karriere, og at det er dér, han har sikret sig de tre Vuelta-triumfer og den ene Giro-sejr tidligere i 2023.
Siden Jonas Vingegaards gennembrud har Roglic måttet affinde sig med, at han ikke længere er kaptajn. I hvert fald ikke i Tour de France.