Armstrong beder: Drop anklagerne

16x9

Lance Armstrong beder om en fair rettergang efter nye anklager

Den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong beder nu det amerikanske anti doping-agenturs appeludvalg om at droppe de anklager, der beskylder ham for at have brugt forskellige former for doping.

I et brev til udvalget skriver Armstrongs advokat ifølge den amerikanske avis Washington Post, at agenturet bør droppe anklagerne helt eller udskyde sagen, indtil der findes beviser for beskyldningerne.

Armstrongs advokat skriver i brevet, at de beskyldninger, antidopingagenturet tidligere har fremsat imod ham, er ubegrundede og tidligere modbevist, og han kalder beskyldningerne "krænkende for forestillingen om en retfærdig rettergang og fair play."

Desuden raser Armstrongs advokater over, at agenturet ikke har lagt sit bevismateriale frem og kalder agenturet for en "arrogant og selvglad" forsamling, der overvurderer sin egen magt.

Hvis anti doping agenturets appeludvalg vælger at støtte anklagerne, kan det ende med en livstidskarantæne til Armstrong, der efter sin cykelkarriere nu er en del af verdenseliten i triatlon.

Lance Armstrong er aldrig testet positiv i en dopingtest.

Du kan læse meget mere om anklagerne mod Armstrong ved at klikke på links i boksen til højre.