Fuglsang nærmer sig Riis-skifte

16x9

Jakob Fuglsang forhandler med Bjarne Riis' Saxo Bank

RadioShacks Jakob Fuglsang kommer ikke med holdet til årets Tour de France, og nu er danskeren så på udkig efter andre muligheder fremadrettet.

Konkret så har Fuglsang været i kon­takt med Bjarne Riis' Team Saxo Bank og ser lyst på muligheden for at til­knyttes det danskejede hold.

"Min manager har snakket med Bjarne. Det ser ikke dumt ud i forhold til, at det kan blive til noget, men der er også andre tilbud, som ser interessante ud," siger Fuglsang til Jyllands-Posten.

Cykelsportens transfervindue åbner den første august, og Fuglsang kan derfor ikke melde noget endeligt ud, men eftersom hans kontrakt med RadioShack udløber efter denne sæson, så virker der til at være gode muligheder.

"Jeg tror, at han har givet et tilbud. I hvert fald det første tilbud. Så langt er vi nået." lyder det fra Fuglsang.

"Men det kan stadig glippe, så jeg vil ikke sige for meget. Det skal stadig være på de rigtige præmisser, og jeg skal også vide, hvad Bjarne har af idé for sit hold. Det nytter ikke noget, hvis han også hiver fire nye kaptajner ind, for så havner jeg i samme situation som nu. Det er også en ting, som skal med i overvejelserne," tilføjer den nykårede DM-vinder i enkeltstart.