B.S. ser Contador-problemer hos Saxo Bank

16x9

Tidligere medarbejder på Riis' cykelhold, B.S. Christiansen, ser pro-blemer med Contador hos Saxo Bank_SunGard

Der kan være en god forklaring på, at Saxo Bank-SunGard-holdet ikke helt har formået at være der for kaptajn Alberto Contador i årets Tour de France. Mandskabet har nemlig mistet noget af den holdånd, som tidligere karatkteriserede Bjarne Riis' tropper. Det mener den tidligere Riis-rådgiver B.S. Christiansen.

"Det jeg tydeligt ser er, at der er forskel fra dengang, jeg var med. Dengang var filosofien, at det var teamet, der skabte vinderne," siger B.S. Christiansen til tour.tv2.dk og fortsætter.

"Det vil sige, at alle var trænet og bygget op til at yde 100 procent for holdet, og det gav en vinder i sidste ende. At alle ofrede sig, og man var der for hinanden, at man var der i tykt og tyndt. Det jeg mere ser i år er, at man mere har taget en vinder og bygget holdet op omkring. Og det er ikke den bedste metode."

Sprogproblemer og en ensom Contador
"Der ser man også tydeligt, at sådan et hold krakelerer mange gange, når der går noget galt, og vi har set Contador ofte sidde alene. Dem, der ved noget om cykelløb, ved også, at når man er alene, så skal man selv ned at hente vandt, og man har ikke nogen til at læ for sig og trække for sig."

"Og han har heller ikke nogen, der bare lige kan aflevere en cykel til ham, hvis det skulle være nødvendigt. Når man sammenligner med gamle dage, så er det sværere, når vinderen skal køre alene," siger den tidligere jægersoldat.

"Så personligt tror jeg ikke på det med, at man bygger holdet op omkring én vinder. Og jeg tror også, der kunne være nogle sprogproblemer med Contador og de spanske drenge omkring ham, der pludselig kommer ind i et andet miljø, hvor holdånden tidligere har været afgørende. Det vil give nogle problemer uanset hvad. Det er det, jeg tydeligt ser."

Kender ikke Contador ret godt
"Hvis man ikke er et team med fælles værdier, fælles filosofi og fælles mål, så går det ikke. Man kan ikke skabe et hold bare ved at sammensætte gode folk. Det skal være nogen, der har et fælles grundlag."

"Engang valgte man i militære operationer at sammensætte de bedste folk til at løse opgaven. Og det gik stort set altid galt. Det man har fundet frem til er, at man i stedet skal have det bedste team til at løse opgaven."

"Det er sværere, når man anskaffer sig en stjerne, og de andre skal køre for ham uden der ligger noget dybere i det. Når man ikke har lært hinanden bedre at kende. Det er svært at forstå hinanden. Hele den forståelse for hinandens mentale tilstand, fysiske formåen og alle de nuancer, der ligger i det, det kan du ikke få ved bare at sammensætte et hold. Svagheder og styrker. Jeg tror, at når det kommer til stykket, så vil det vise sig, at de ikke kender Contador ret godt," lyder det fra B.S. Christiansen.