Stagetorn: Tale om et skøn

Forsvars-advokat Merethe Stagetorn stiller sig uforstående over for Danmarks Cykle Unions beslutning om at udelukke Michael Rasmussen fra landsholdet.

"Det ubehagelige er, at der er tale om et skøn. Nogen der føler sig kaldet til at sige, at han ikke kan køre med på det nationale hold længere, men det er jo ikke noget fast som for eksempel en hæmatokrit-værdi," siger Merethe Stagetorn til TV 2 Sporten.

Skulle Michael Rasmussen beslutte sig for at lægge sag an mod DCU, mener hun at han har en god sag.

"For den borger, her er det så en cykelrytter, som skal indrette sig under nogle bestemte regler, er det meget svært at vide, hvornår hammeren falder. Der skulle være gode muligheder for at Michael Rasmussen kommer til at køre på landsholdet igen," mener hun.