E-sport

North slår overraskende Astralis i dramatisk danskeropgør

Danskerholdet North kunne endelig juble over en sejr mod rivalerne.

Counter-Strike-holdet North vandt i overtid den direkte duel om en plads i kvartfinalen i turneringen DreamHack Masters.

For en gangs skyld fik North bugt med de danske rivaler fra Astralis.

Men der måtte en sand gyser til, før Counter-Strike-holdet fra København kunne kalde sig vinder af opgøret, der måtte ud i overtid efter tre maps.

Begge mandskaber havde vundet den første kamp i gruppespillet, der består af fire hold. Og derfor stod det klart, at vinderen af opgøret ville booke billet til kvartfinalen i DreamHack Masters, der spilles i Stockholm i disse dage.

Statistikken var på Astralis side. 26 af de i alt 28 indbyrdes opgør var blevet vundet af verdensranglistens nummer 1 ifølge hltv.com. De var også storfavoritter hos bookmakerne til at vinde torsdagens møde.

Men sådan skulle det altså ikke gå.

De to mandskaber tog en sejr hver i de to første maps, hvor der spilles bedst af 30 runder. Og da det tredje og potentielt afgørende map endte helt lige, 15-15, måtte kampen ud i overtid, hvor North altså viste sig stærkest.

Efter fire sejre i de seks runder kunne North-drengene bestående af 'aizy', 'Kjaerby', 'MSL', 'niko' og 'valde' knytte næverne og fistbumpe.

North, der samarbejder med fodboldklubben FC København, er blandt de sidste otte i turneringen DreamHack Masters, hvor vinderen får 100.000 dollars - 737.000 danske kroner.

- Det er vanvittigt fedt at slå vores landsmænd Astralis, og vi går ind til kvartfinalerne med en tro på, at vi kan gå hele vejen, siger holdleder Mathias ’MSL’ Lauridsen om sejren.

Astralis får en chance mere for at spille sig i kvartfinalen, når de møder TYLOO i den afgørende kamp på lørdag.