Astralis ude af stor turnering - smed markant føring mod verdensettere

Det så rigtig godt ud for Astralis i kvartfinalen mod Team Liquid, men det danske hold er ude af ESL Pro League Finals.

Astralis havde chancen for at bevise, at de stadig er verdens bedste Counter-Strike-hold, men danskerne tabte 2-1 til Team Liquid i kvartfinalen ved ESL Pro League Finals i Montpellier.

Netop Liquid har overtaget førstepladsen på verdensranglisten, som Astralis ellers har siddet tungt på.

Astalis havde ellers en kæmpe mulighed for at afgøre kvartfinalen i den tredje og afgørende bane. Her førte de 11-4 og skulle blot vinde yderligere fem runder for at tage sejren. Men holdet tabte de næste ti runder, og det kom de sig aldrig over.

- Vi er altid skuffet, når vi taber. Det er skuffende, når vi taber andet map (bane, red.) så stort, og i dag var marginalerne ikke med os. Vi kunne ikke lukke runderne ned, og så må vi hjem og se, hvad vi kan ændre. Lige pt er det skuffelsen, som skinner igennem, siger Nicolai ”dev1ce” Reedtz til TV 2 SPORT.

Mens Astralis er ude, skal Liquid spille semifinale i turneringen, der har en samlet præmiepulje på 600.000 dollars - cirka 3,95 millioner kroner.

I semifinalen venter mousesports, der har danske Finn 'karrigan' Andersen som holdkaptajn.

1. bane 'Overpass' 16-12

Det var Liquid, som valgte den første bane, men det var Astralis, som dominerede den fra begyndelsen.

10-0 stod der til det danske hold Astralis, inden Liquid vandt deres første runde. Ved opholdet så det godt ud for danskerne, som førte 12-3.

Udfaldet om banen endte med at blive en smule spændende. Liquid reducerede til 12-15 takket være især 'EliGE', som endte med at lave flest kills af alle i banen (28). Hos Astralis var det især 'Magisk', som gjorde sig bemærket med 27 kills.

Astralis og Team Liquid mødtes i Pro League Finals Montpellier. Danskerne vandt første bane 16-12. Video: Louise Lind

2. bane 'Inferno' 6-16

Rollerne var fuldstændig byttet rundt i denne bane, hvor Liquid dominerede som counter-terrorister. Da det blev Astralis' tur til at være det, var de allerede bagud 14-1 og dermed maksimalt presset. De nåede at vinde de første fem runder via især god præstation af 'device', inden Liquid afgjorde banen.

Astralis skuffede i andet map i kvartfinalen i Pro League Finals Montpellier, hvor amerikanerne vandt 16-6. Video: Louise Lind

3. bane 'Vertigo' 13-16

Langt bedre start fik Astralis i den afgørende bane. Efter de blev udraderet som terrorister i banen forinden, kom de foran 4-0 i Vertigo. Liquid reducerede til 4-3, efter 'EliGE' igen beviste, at han var klart den bedste på sit hold. Derefter kom Astralis ind i en god stime og bragte sig foran med 11-4, da de gik over til at være counter-terrorister.

Dermed så det ud til, at Astralis skulle tage sejren, men Liquid gik ikke i panik. De vandt 10 runder i træk, og det rystede Astralis så meget, at de ikke formåede at bremse deres modstandere.

Se semifinalerne ved ESL Pro League Finals lørdag fra klokken 14.45 på TV 2 ZULU.