Astralis laver FIFA-hold og henter stor dansk stjerne

16x9
Arkivfoto. Astralis-spillerne får selskab af Fatih Üstün i organisationen. Foto: Kevin C. Cox / Scanpix Denmark

Fatih Üstün, der var den eneste danske spiller ved FIFA's eWorld Cup, bliver den første spiller på Astralis' FIFA-hold.

De danske e-sportsstjerner fra Astralis får endnu et søsterhold.

I forlængelse af adskillelsen fra RFRSH Entertainment kunne TV 2 SPORT fortælle, at Astralis Group udover League of Legend-holdet Origen også ville satse på endnu et e-sportsformat.

Onsdag er det blevet offentliggjort, og der er tale om konsolspillet FIFA. Holdets navn bliver Future FC, og spilleren Fatih Üstün er allerede blevet ansat.

Üstün anses lige nu for at være Danmarks bedste FIFA-spiller, og han var også eneste dansker repræsenteret ved VM tidligere på måneden.

Astralis har de seneste tre år markeret sig som verdens bedste Counter Strike-hold med flere store titler og i en lang periode været nummer ét på verdensranglisten.

- På internationalt plan er det enestående, hvad der er opnået med holdet og forretningen Astralis, og det er den del, vi nu kommer til at sætte turbo på udviklingen af indenfor Counter-Strike, League of Legends og altså FIFA-spillet, siger Nikolaj Nyholm, grundlægger og CEO i Astralis Group, i en pressemeddelelse.

FIFA bliver større

Nikolaj Nyholm fortæller, at Astralis Group forventer, at FIFA bliver et større spil længere ude i fremtiden. Det er en af grundene til, at de er gået ind i det projektet.

- Når vi tager FIFA ind nu, er det fordi vi ser et voldsomt potentiale indenfor vores kerneforretning, i et spil, der som LoL og CS:GO sandsynligvis vil være endnu større om 10 og 20 år, siger han.

Sportsdirektør på Astralis Kasper Hvidt ser også gode muligheder i FIFA.

- Det er et ekstremt spændende område, der rammer bredere end fx Counter-Strike, og det giver os nogle helt andre muligheder og områder at arbejde med - både sportsligt men også i alt det, der hører til, når man arbejder med de allerbedste indenfor en given sportsgren, siger Kasper Hvidt.

Fatih Üstün kommer til Astralis efter bare en enkelt sæson hos Mesut Özils Team M10. Officielt tiltræder han 1. oktober.