North får perfekt start på Majoren

16x9
North fik en perfekt start på årets Major. Foto: Mathias Sørensen / North

Efter en perfekt fredag er North kun én sejr fra at kvalificere sig til hovedrunden i Major-turneringen i Berlin.

Der var ingen tegn på nerver, da Danmarks næstbedste Counter-Strike-hold, North, indledte årets mest prestigefyldte turnering.

I Majoren i Berlins indledende gruppespil fik danskerne således en fremragende start, da de først slog INTZ og senere Syman. Begge gange på banen Train, hvor de vandt henholdsvis 16-5 og 16-14.

Mens der i første kamp ikke var meget spænding, var sagen helt anderledes i kampen mod Syman, som blev afgjort på marginaler.

Særligt ét spil vil kampen blive husket for, da holdets kaptajn, Valdemar 'valde' Bjørn Vangså, reddede danskerne på et afgørende tidspunkt i kampen, hvor han skød fire konkurrenter i næstsidste runde.

- 'valde' er så vild. Tæt kamp, men vi er på 2-0 efter en 16-14-sejr over Syman, skriver holdets træner, Torbjørn 'mithR' Nyborg på Twitter.

Én sejr påkrævet

Formatet i det indledende gruppespil er indrettet sådan, at hold er videre, når de har vundet tre kampe og er ude, hvis de har tabt tre.

Dermed er North kun én kamp fra at få adgang til hovedrunden, hvor den forsvarende Major-vinder, Astralis, allerede er kvalificeret.

Majoren i Berlin er den anden og sidste i år. Turneringen har en præmiepulje på en million dollar.

North spiller tredje kamp lørdag.

TV 2 ZULU dækker playoffs tæt fra den 5. september.