Dansker vinder stor turnering og en præmie på over 100 millioner
Johan 'N0tail' Sundstein har sammen med sit hold OG vundet finalen i The International 2019 og dermed 104 millioner kroner til deling.
104.400.000 kroner.
Det kan den 25-årige dansk/færøske Dota 2-spiller Johan Sundstein med gamernavnet 'N0tail' dele med sine holdkammerater.
Sammen med sit hold OG vandt han for andet år i træk finalen i The Internationale, der er verdensmesterskabet i strategispillet Dota 2, da de besejrede Liquid i finalen med samlet 3-1.
Holdkaptajn Sundstein og OG blev også verdensmestre sidste år, hvilket indbragte dem 75 millioner kroner til deling.
Sundstein er den mest vindende e-sportsstjerne
The International er i forhold til præmiepenge verdens største e-sportsturnering. I år har den en samlet præmiepulje på knap 230 millioner kroner - den største for et e-sportsarrangement nogensinde.
Sejren betyder, at Sundstein overhaler Kuro 'KuroKy' Takhasomi fra Liquid på listen over de e-sportsudøvere, der har tjent flest penge i sporten. Han får nemlig en personlig præmie på 3 millioner dollars - næsten 21 millioner kroner - og det bringer ham til tops på listen over de mest vindende e-sportsstjerner i verden.
Han har nu indtjent en samlet præmiesum på lidt over 46 millioner kroner ifølge siden esportsearnings.com.
Til sammenligning har danske Astralis, som er det mest vindende Counter-Strike-hold nogensinde, vundet 6,7 millioner dollars - knap 45 millioner kroner - i hele deres karriere.
The International afvikles i år i Shanghai i Kina.