Hendes søn sikrede sejr til over 100 millioner: - For godt til at være sandt

Der var stor glæde i både Shanghai og Hundested over danske Johan 'N0tail' Sundsteins sejr i computerspillet Dota2, der er historisk i e-sport.

- De har skrevet historie nu. Der er ingen, der har gjort det her - altså vundet to gange i rap. Det er vildt.

Ordene kommer fra Vivian Sundstein, mor til Johan Sundstein.

Hvad er Dota2?

Et hold i Dota2 består af fem spillere, som skal forsøge at ødelægge modstandernes base, hvilket fører til sejr. Spillet er altså et online strategispil og et af de mest spillede computerspil i verden.

Søndag eftermiddag skrev sønnen nemlig historie, da han sammen med Dota2-holdet OG vandt den store turnering The International for anden gang og samtidig sikrede sig hele 104,4 millioner kroner i præmiepenge.

Holdet vandt også turneringen i 2018, og de to sejre er med til at gøre Johan Sundstein - der i e-sports-verdenen går under navnet 'N0tail' - til den enkeltperson, der har vundet flest præmiepenge i e-sport på tværs af alle spil.

- Det er svært at tro på. Det er det virkelig. Det er for godt til at være sandt, og det føles bare så godt. Det her er en drøm, fortæller 26-årige Johan Sundstein, der er kaptajn på OG.

Og den drøm nåede hele vejen til Hundested søndag eftermiddag, hvor Johan Sundsteins familie var samlet foran fjernsynet for at følge OG's finale mod Team Liquid.

- Det er jo fantastisk. Vi er rørte. Det er vildt, og nu skal vi lige nyde det her. Jeg skal have noget tid til at synke det her. Det, de har gjort lige nu, har jeg ikke ord for. Jeg er stolt.

- Han er et levende bevis på, at det kan lade sig gøre - med kæmpe arbejde og flid - at gå efter sine drømme, siger Vivian Sundstein.

OG vandt finalen med 3-1.

Ifølge Lars Esmarch kræver det langt mere tid for at forstå og blive fascineret af computerspillet Dota 2. Video: TV 2 SPORT