Astralis slår verdens nummer et og er i semifinalen i Majoren

Astralis er klar til semifinalen i Majoren, efter de slog Team Liquid, der er rangeret som nummer et i verden.

Du kan se Counter-Strike fra Majoren på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.

Astralis er nu endnu et skridt tættere på at forsvare titlen som vindere af Majoren, der er den største turnering inden for Counter-Strike.

I kvartfinalen mødte det danske hold Team Liquid, der er nummer et i verden, imens Astralis er nummer fire. Men selvom Liquid er højere rangeret, var det Astralis, der kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret.

Astralis vandt kampens første map, Vertigo, med 16-8 og havde dermed et godt udgangspunkt inden det andet map - nemlig Overpass.

Selvom det danske hold fik en svær start på mappet, kom de igen og sejrede med 16-13. Det var Emil 'Magisk' Reif, der var storspillende i det andet map og var særdeles afgørende og medvirkende til, at det danske hold vandt.

Lukas 'gla1ve' Rossander er lidt overrasket over, at de vandt så overlegent.

- Jeg synes, at vi har spillet rigtig godt op til Majoren, og vi har haft en god forberedelse. Jeg gik ind med en fornemmelse af, at vi ville vinde kampen, men at vi ville vinde med 2-0, det havde jeg ikke set, siger 'gla1ve' til TV 2 SPORT.

- Det var tæt i den anden bane, men Emil vælger at skyde, jeg ved ikke hvor mange. Så det var bare fedt.

Dermed er Astralis i semifinalen, hvor det amerikanske NRG-hold venter.

Der er to årlige Major-turneringer i Counter-Strike, som er de største turneringer på kalenderen. I Berlin skal Astralis forsøge at vinde den tredje Major-titel på stribe.

Siden den seneste Major-sejr tilbage i begyndelsen af marts har Astralis-holdet ikke kunnet ramme det vanvittige niveau, som i det meste af 2018 og begyndelsen af 2019 gjorde dem tæt på uovervindelige. Fredag så de dog ud til at være tilbage.

Vinderholdet i Berlin kan rejse fra den tyske hovedstad med en præmiecheck på 500.000 dollar (3,4 millioner kroner).

Astralis er klar til semifinalen i Majoren, efter at de slog Team Liquid, der er rangeret som nummer et i verden. Video: TV 2 SPORT