E-sport

Astralis vinder verdens største titel og bliver historiske

Astralis har skrevet sig ind i historiebøgerne, da de som det første hold i verden har vundet tre Major-titler i streg og fire i alt.

Der var ingen over og ingen ved siden af Astralis ved StarLadder Majoren i Berlin, som er den største turnering på kalenderen.

Det danske Counter-Strike-hold var overlegne i finalen, hvor de udraderede AVANGAR i finalen med en sikker 2-0-sejr.

Dermed har Astralis skrevet sig ind i historiebøgerne, da de er de første til at vinde tre Major-titler i streg og de første til at vinde fire titler i alt. Foruden titlen som Major-vindere kan Astralis også rejse fra den tyske hovedstad med en præmiecheck på 500.000 dollar, hvilket svarer til 3,4 millioner kroner.

- Jeg har ingen ord. Ingen troede, at vi kunne gøre det. Men pludselig begyndte vi at spille godt, så jeg er virkelig glad, siger Lukas 'gla1ve' Rossander.

Overlegen sejr

Danskerne kom sikkert fra start, da de vandt finalens første map, Inferno, med 16-6. Astralis-drengene var aldrig i problemer og var AVANGAR taktisk overlegne.

Astralis startede også finalens andet map, Dust2, sublimt og kom blandt andet foran med 9-3. Det danske hold fortsatte sit gode spil herefter og vandt finalen med 16-5.

Astralis vandt det første map med 16-6. Video: TV 2 SPORT

Siden den seneste Major-sejr tilbage i begyndelsen af marts har Astralis-holdet ellers ikke kunnet ramme det vanvittige niveau, som i det meste af 2018 og begyndelsen af 2019 gjorde dem tæt på uovervindelige.

Men turneringen i Berlin har vist, at det danske hold er tilbage på det absolutte topniveau. I fredagens kvartfinale slog Astralis verdens nummer et, Team Liquid, med 2-0, imens det også blev til en 2-0-sejr over NRG i lørdagens semifinale.