E-sport

Historisk triumf sender Astralis op på andenpladsen i verden

Efter et resultatmæssigt sløjt 2019 nærmer Astralis sig igen førstepladsen på verdensranglisten.

Søndag kunne de igen juble, sådan som de gjorde det så mange gange i 2018 og frem til marts i år.

Astralis vandt for tredje gang i træk verdens største CS:GO-turnering, en Major, da det blev til en overlegen finalesejr i Berlin over AVANGAR.

Det danske hold er det første nogensinde, der har vundet tre Majors i træk.

Udover det historiske resultat og en præmiecheck på omkring 3,4 millioner kroner nærmer Astralis sig igen førstepladsen på verdensranglisten, som holdet indtog 14 måneder i træk frem til juni i år.

Astralis rykker nemlig fra fjerde- til andenpladsen på HLTV's verdensrangliste.

  1. Liquid 981 point
  2. Astralis 712
  3. NRG 484
  4. Vitality 413
  5. ENCE 393
  6. AVANGAR 380

Inden den nyeste rangliste havde Astralis blot 378, men det pointantal blev der selvsagt lavet godt og grundigt om på med Major-sejren i Berlin.

AVANGAR, som Astralis knuste i finalen, er højdespringeren på ranglisten og går fra 15.- til 6.-pladsen.

Det danske hold North, der missede kvalifikationen til Majoren, går tilbage fra 11.- til 13.-pladsen.

De øvrige danske hold Heroic, OpTic og Tricked ligger henholdsvis nummer 17, 22 og 25 på ranglisten, som opdateres hver mandag.