E-sport

Major-magtdemonstration mætter ikke Astralis

Det danske e-sportshold vandt søndag aften en historisk triumf, men var hurtigt klar med ny målsætning: Generobring af verdenstronen fra Liquid.

Som de første i computerspillet Counter-Strikes historie vandt danske Astralis søndag verdens største turnering, Majoren, for tredje gang i træk - og for fjerde gang i alt.

Det skete efter en sand magtdemonstration i finalen såvel som undervejs i turneringen, hvor danskerne har fremstået som verdens bedste CS:GO-spillere.

Men helt deroppe er de nu ikke - hverken på verdensranglisten - eller i hovedet på en af holdets store stjerner.

- Vi er - i min optik - ikke helt verdens bedste hold endnu. Liquid har vundet mange turneringer og er et sindssygt godt hold. Så vi skal stadig vippe dem af tronen og slå dem nogle flere gange, siger Nicolai 'Dev1ce' Reedtz til TV 2 SPORT.

- Der er selvfølgelig blod på tanden. Vi har et travlt efterår og mange turneringer, der skal vindes.

Målet er igen at erobre tronen

I kvartfinalen i Berlin besejrede Astralis netop amerikanske Liquid, der fortsat indtager verdensranglistens førsteplads. Efter sejren i Majoren rykker danskerne som minimum ind i top-3, men de drømmer da allerede om mere:

- Målet er stadig at blive de bedste i verden. Liquid er der stadigvæk, men vi skal bare have skovlen under dem en gang til, siger Peter 'Dupreeh' Rasmussen.

- Nu har Liquid fået lov til at være gode og vinde noget i et par måneder. Men nu har vi vundet noget igen. Det giver bare mere blod på tanden til at demonstrere, at vi er det bedste hold i verden, siger Emil 'Magisk' Reif.

Næste turnering for Astralis er ESL One i New York i slutningen af september.