Dansker har vundet 46 millioner - vil stoppe karrieren for klimaet

Johan 'N0tail' Sundstein er den e-sportsudøver i verden, der har vundet flest præmiepenge. Men for ham er klimaet vigtigere end pengene.

For langt de fleste vil det altid forblive en drøm at have tjent 46 millioner kroner.

Men for Johan Sundstein, der i e-sport er kendt under navnet 'N0tail', er det en realitet. Den 25-årige dansker med færøske rødder er blevet mangemillionær på at spille strategispillet Dota 2. Faktisk har han vundet flere præmiepenge end nogen anden e-sportsudøver i verden.

To år i træk har Johan 'N0tail' Sundstein sammen med sit hold, OG, vundet turneringen The International, der betragtes som verdensmesterskabet i Dota 2. Det har ingen andre hold tidligere formået.

'Føler jeg skylder en masse'

Titlerne har betydet, at danskeren ikke behøver at bekymre sig for sin økonomiske situation i mange år frem. Men pengene interesserer ham ikke. Det gør i stedet klimaets udfordringer.

- Jeg håber, at jeg en eller anden dag kan lave noget for miljøet. Det er det største emne lige nu. Verden brænder op. Det er lidt en plan om at hoppe ind i den kamp. Kaste mig selv ind i det. Blive soldat for jorden. Moder jord. Jeg har nogle planer og idéer, siger Johan 'N0tail' Sundstein til TV 2 SPORT.

Faktisk er lysten og drømmen om at blive miljøforkæmper så stor, at karrieren inden for e-sport kan blive lagt på hylden i løbet af en overskuelig fremtid.

- Næste år vil jeg nok begynde at tænke på noget andet. Nu føler jeg, at jeg skylder så meget til en masse. Det vil være en skam, hvis jorden brænder op, for så vil man have fejlet i så mange generationer. Det er en vægt, du kan lægge på dig selv, og den føler jeg så. Jeg føler den. Det er alles ansvar, siger Johan Sundstein.

25-årige Sundstein, der er holdkaptajn på OG, har været professionel siden 2012 og har med årene etableret sig som en af verdens bedste spillere inden for det populære computerspil.

Har oplevet 'den kedelige side' ved titlen som millionær

Johan 'N0tail' Sundstein ved godt, at de store summer, som han har vundet på at spille computer, har vakt interesse. Og blandt vennerne har det da også været et samtaleemne.

- Nu har jeg i hele mit liv været omringet af tætte og gode venner, som jeg altid har talt åbent med. Men selv da jeg kom til penge, blev det et emne, om jeg ville blive en nærigrøv eller en rig nar. Jeg har et meget andet forhold til penge end de fleste. Jeg ser lidt igennem det, at det er et symbol for noget andet.

Allerede efter sidste års triumf i The International kunne Johan Sundstein sætte knap 15 millioner kroner på kontoen, og selvom han nok ikke brokker sig over, at kontoen er fyldt op, så har han oplevet bagsiden af medaljen ved at være kommet til penge.

- Jeg ser da også den der kedelige side. Jeg har fået mange beskeder fra folk, der gerne vil låne penge. Men nej, jeg er ikke klar på at være en bank. Det er økonomi og finans, som ikke interesserer mig.

For Johan 'N0tail' Sundstein handler det først og fremmest om at skrive historie i det spil, han elsker. Nu vil han gøre det endnu en gang, inden han vil gå i kamp for miljøet.

- Planen er at vinde tre gange. Der er to ringe nu, og så skal der være tre ringe næste gang.