- Jeg har været en arrogant idiot, siger dansk Counter-Strike-stjerne

16x9
Kristian 'k0nfig' Wienecke skiftede fra North til OpTic den 7. februar 2018. Foto: Team North/FC København

Dansk Counter-Strike-ekspert roser Kristian ’k0nfig’ Wienecke for at gøre noget, mange andre spillere ikke ville turde.

Natten til fredag lettede en af Danmarks største Counter-Strike-stjerner Kristian ’k0nfig’ Wienecke sit hjerte.

På Twitter erkendte den 22-årige OpTic-spiller, at han havde sløset, spildt sit store talent, og at han ikke kunne forstå, hvad han havde lavet de seneste par år.

- Sandheden gør ondt. Jeg har været en arrogant idiot og har tænkt, at alting ville komme let, hvilket det aldrig gør. Jeg er dybt ked af mine dårlige valg. Jeg har løjet for mig selv og tænkt, at jeg stadig var en topspiller, men det er jeg ikke. Træningen er begyndt igen, og denne gang stopper den ikke, skriver han blandt andet på Twitter.

I 2017 blev han kåret som verdens 14.-bedste spiller af det anerkendte medie HLTV og den fjerdebedste dansker. Siden har han ikke vundet en turnering eller vundet en personlig titel.

’k0nfigs’ deroute fik torsdag den internationale Counter-Strike-ekspert Duncan ’Thorin’ Shields til tasterne, hvor han gav danskerens nedtur titlen ’Tragedien om k0nfig’. Blogindlægget fik 'k0nfig' til at indse, at han måtte tage sig sammen.

- Det er meget trist, at det skulle nå til dette punkt, før jeg indså det. Jeg vil ikke kigge den anden vej længere og prøve at skjule mig. Dette er min tilbagevenden, skriver han.

Han ved, hvad klokken er slået

Jacob 'Pimp' Winneche, Counter-Strike-ekspert

Dansk ekspert roser ’k0nfigs’ mod

I disse dage er ’k0nfig’ i Malmø, hvor han i denne uge har deltaget i DreamHack Masters Malmö. Her formåede danskerens hold, OpTic, ikke at kvalificere sig til kvartfinalerne.

En anden, som fortsat er med i turneringen i skikkelse af Counter-Strike-ekspert, er den tidligere professionelle spiller Jacob 'Pimp' Winneche. Han har et indgående kendskab til ’k0nfig’, og han glæder sig over at se en ny side af ham.

- Min umiddelbare reaktion er, at det er godt med noget selvindsigt fra Kristian, siger Jacob 'Pimp' Winneche og tilføjer:

- Det er altid overraskende at se Counter-Strike-spillere komme ud med den type selvindsigt. Det er de færreste, der har det, og de færreste, der tør. Man mister lidt facaden og føler, at man tager imod et nederlag og en knytnæve på kinden.

Var blandt verdens største talenter i verden

Counter-Strike-eksperten er ikke i tvivl om, hvor god ’k0nfig’ engang var, og hvor stort hans talent er.

- Kristian har altid været anerkendt som et af de største talenter. Ikke kun i Danmark, men også i verden, der har altid har manglet det sidste.

Jeg fortryder så mange ting, og jeg undskylder til alle

Kristian 'k0nfig' Wienecke, OpTic

Han tror, at den ærlige side af ’k0nfig’ kan være med til at sende ham tilbage til det niveau, han engang har haft.

'k0nfig' blev kåret som verdens 14.-bedste spiller af HLTV.org i 2017.
'k0nfig' blev kåret som verdens 14.-bedste spiller af HLTV.org i 2017. Foto: opticgaming.gg

Det kræver dog, at han fortsat er ærlig over for sig selv.

- Der er mange Counter-Strike-spillere, som kunne have gjort det samme, men som ikke har gjort det. Jeg tror, det er et godt skridt for ham, og det er en god ting, at han er i stand til at tage et skridt tilbage og se på sig selv udefra.

- Hvis det her bliver taget vel imod, og han kan bruge det fremadrettet som motivation og til at holde sig selv oppe på de løfter, han nu har givet til sig selv og til omverdenen, tror jeg, at det bliver en god ting for ham.

Han ved, hvad klokken er slået

’k0nfig’ er nu blevet 22 år, og han er derfor ikke længere et talent i Counter-Strike-sammenhænge.

Han er en etableret spiller, der kæmper for at komme tilbage til dér, han gerne vil være, og hvor han engang var.

- Jeg fortryder så mange ting, og jeg undskylder til alle, til gamle holdkammerater såvel som jer fans. Jeg vil ændre mig og blive den ’k0nfig’, I husker. Ikke den, I har set for nylig, skriver han.

Det er ikke for sent at genfinde sig selv, vurderer Jacob 'Pimp' Winneche. Der skulle dog ikke været gået meget længere.

- Han ved, hvad klokken er slået. Han ved godt, at det er ved at være nu. Han ved godt, at han ikke kan fortsætte et år mere som middelmådig, for så vil han ryge i en boks med alle de andre middelmådige spillere.

Skal overveje at skifte hold

Jacob 'Pimp' Winneche mener, at det er realistisk, at 'k0nfig' i fremtiden igen vil være at finde iblandt verdens 20 bedste spillere. Det kræver dog nogle rigtig valg og den rette mængde dedikation.

I øjeblikket spiller ’k0nfig’ på OpTic sammen med fire andre danskere. De er nummer 19 i verden og rangerer som det fjerdebedste danske hold. De har dog haft problemer med konsekvent at kvalificere sig til de helt store turneringer og nå videre fra gruppespillene. Derfor kan fremtiden ifølge Jacob 'Pimp' Winneche ligge hos et andet hold.

- Hvis Kristian skal helt tilbage på det niveau, hvor man kan rangere ham som en af de 20 bedste individuelle spillere i verden, kræver det, at han spiller på et hold, der også er med i de største turneringer hver gang. Og det tror jeg ikke, at OpTic vil være. Så det vil nok kræve et holdskifte, eller at OpTic finder en eller et par nye spillere, der kan hjælpe med at løfte niveauet til den absolutte verdenstop.

Da ’k0nfig’ var blandt verdens bedste, spillede han for FC København og Nordisk Films Counter-Strike-hold, North. Dem forlod han i februar sidste år til fordel for OpTic.