E-sport

North skifter ud og henter tidligere spiller hjem

René ”cajunb” Borg er igen klar til at tørne ud for North.

Det danske Esports-hold North henter en gammel kending hjem til deres CS:GO-mandskab.

Der har i den seneste tid været rygter om, at den 24-årige in-game leader, Valdemar “valde” Vangså var klar til at skifte væk fra det københavnske hold Esports-hold North, og se om græsset var grønnere udenfor Parkens trygge murer.

De rygter viser sig at tale sandt.

Det danske mandskab meddeler fredag, at de skifter ud på deres CS:GO-mandskab. Således forlader Valdemar “valde” Vangså holdet, mens den tidligere North-spiller René "cajunb" Borg vender tilbage.

- Vi har et utrolig talentful hold, men vi har brug for spillere, der tager ansvar og udviser team spirit, udtaler Norths Esports-direktør, Jonas Svendsen i en pressemeddelelse.

- René er en fantastisk spiller med masser af erfaring. Når vi bygger mod fremtiden, har vi brug for hårdtarbejdende spillere. Vi tror på, at René passer perfekt ind.

Den 29-årige rifler forlod ellers North tilbage i februar 2018 og skiftede til OpTic Gaming, ligesom han har afsøgt sine muligheder hos de tidligere Major vindere, Cloud9.

Men nu er René ”cajunb” Borg altså klar for North endnu engang.

- Jeg er super glad for at være tilbage hos North. Jeg kan bidrage med en masse erfaring, Vi har kun spillet sammen i en uge indtil videre, men vores kemi er rigtig god, udtaler René ”cajunb” Borg om den første uge som North-spiller.

Dermed er han med, når københavnerne mandag aften møder svenske fnatic, som i sidste weekend vandt Dreamhack Masters i Malmø. Opgøret mandag er i London til de indledende gruppekampe i ESL Pro League