E-sport

Danske Heroic i finalen i DreamHack Open

Allerede søndag aften spiller det danske CS:GO-hold finale i turneringen, der afholdes i den hollandske by Rotterdam.

Se Heroic i finalen i DreamHack Open Rotterdam på TV 2 ZULU.

Der fløj highfives rundt til højre og venstre.

Søndag middag blev det danske Counter-Strike: Global Offensive-hold Heroic klar til finalen i DreamHack Open Rotterdam.

Heroic, der aktuelt er nummer 22 i verden, besejrede verdensranglistens nummer 15, forZe, med 2-1.

Kampen begyndte på Overpass, som danskerne vandt 16-12. Herefter var forZe stærkest på Inferno og vandt mappet 16-11.

Så skulle det afgøres på Nuke, og her var Heroic i en klasse for sig. Med to fuldtræffere afgjorde Johannes 'b0RUP' Borup mappet med 16-8 til Heroic.

Finalen går i gang cirka klokken 17.00 søndag, og her bliver Heroics modstander enten AVANGAR eller CR4ZY.

AVANGAR er favorit i de to holds semifinale i kraft af sin position som nummer seks i verden. CR4ZY er nummer 20.

Tre danske hold er foran Heroic på verdensranglisten. Astralis er verdensetter, Tricked er nummer 17, og North er nummer 18.

Der er 50.000 dollars - godt 334.000 kroner - til vinderen af DreamHack Open Rotterdam.