E-sport

Danske Heroic tabte sin største finale

Danmarks fjerdebedste CS:GO-hold tabte finalen ved DreamHack Open Rotterdam til CR4ZY.

Heroic startede fantastisk, men endte med at tabe sin største finale til dato i Counter-Strike: Global Offensive.

Holdet med danskerne Marco ’Snappi’ Pfeiffer, Casper ’cadiaN’ Møller, Patrick ‘es3tag’ Hansen, Johannes ’b0RUP’ Borup og Martin ‘stavn’ Lund vandt suverænt det første map, men måtte se sig slået med 2-1 af CR4ZY i finalen ved DreamHack Open Rotterdam.

CR4ZY slog i semifinalen AVANGAR, der i sidste måned nåede frem til Major-finalen i Berlin og tabte til danske Astralis.

På vej tilbage

Finalenederlaget indbringer Heroic en præmiecheck på 134.000 kroner og formentlig giver formentlig et ryk op ad verdensranglisten.

Heroic er nummer 22 på verdensranglisten, hvilket gør det til Danmarks fjerdebedste hold efter Astralis (1), Tricked (17) og North (18).

Heroic var tilbage i 2017 oppe som nummer 8 på verdensranglisten. Lavpunktet kom i august sidste år, hvor holdet var hele nede som nummer 34. Siden har Heroic ikke været bedre placeret end nummer 14.

Siden holdets grundlæggelse i 2016 har det inkasseret mere end fire millioner kroner i præmiepenge.

Overlegen start

Kampens første map var Nuke, hvor Heroic tidligere på dagen spillede sig i finalen med sejr over forZe, og det gode spil på mappet fortsatte.

Heroic vandt de første ni runder, før CR4ZY fik slettet nullet og efterfølgende reduceret til 9-2.

De to vundne runder i træk var på ingen måde et varsel om et comeback fra CR4ZY, der blev udraderet af danskerne. Heroic vandt fem i træk, bragte sig foran med 14-2 og endte med at vinde på Nuke med 16-3.

På mappet Mirage kunne Heroic derfor spille titlen hjem og kom da også foran med 1-0, men det blev der hurtigt vendt om på, da CR4ZY vandt de næste fem runder i træk.

Heroic fik sat et par runder på tavlen, men var under gevaldigt pres og kom bagud med 9-3.

Der var ikke meget at komme efter, og CR4ZY vandt med 16-5 og tvang finalen ud i et tredje og afgørende map.

Afbrudt i 20 minutter

Danskerne tabte på Inferno i dagens semifinale, men kom rigtig fint fra start og vandt de første to runder.

Herefter fulgte en pause på mere end 20 minutter, fordi der opstod tekniske problemer, men det hæmmede ikke Heroic, der bragte sig foran med 5-0.

Det så lovende ud, men så kom CR4ZY tilbage i kampen ved at vinde syv af de næste ni runder, således at der blev udlignet til 7-7.

Dramatisk blev det, da holdene mere eller mindre fulgtes ad og skiftedes til at vinde de næste runder.

Heroic kom under maksimalt pres, da CR4ZY bragte sig foran med 13-10, men der blev svaret igen med to danske runder i træk. Det blev dog ikke til en sejr, da CR4ZY med fire vundne runder i træk lukkede kampen og løb af sted med titlen og 333.000 kroner.